skabelsen

K1

hvidtoje-7x4

 

[Første aften i glasburet var hektisk, lige udenfor buret var der en åbningsceremoni med talere og et band. Overraskende hurtigt kunne jeg dog abstrahere derfra ved hjælp af lidt god musik. Dette første kapitel skylder bandet figurines en tak for at deres plade kunne holde til at køre i loop i 4 timer:) Jeg fik skrevet 1 kapitel og her er det så:]

 

 

 

 

1. del.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

It´s oh so quiet

It´s oh so still

You´re all alone

And so peacefull until..

 

You blow a fuse

Zing boom

The devil cuts loose

Zing boom

What´s the use

Wow bam

Of falling in love

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

1. kapitel

 

– Hmm, ja hvordan kan jeg beskrive mig selv bedst, siger jeg og tager en slurk af min fadøl for at lade som om jeg leder eftertænksomt efter et svar. Så kigger jeg hende lige i øjnene og svarer på mit eget spørgsmål: – Jeg er Venus, hvis Venus var en dreng.

 

Den falder de for hver gang de islændinge. Men det er også kun fair, at de gør det, når nu jeg falder pladask for deres latterlige nissesprog. Eller ikke engang selve sproget, men den der elver-accent. De islandske nymfer behøver bare synge et par sætninger på deres cirkelinesprog og vupti, så griber deres trolddom mig om hjertet og tvinger mig til at opføre mig som en kåd teenagebøsse med stiv pik på en homo-strand på de kanariske øer. Det er underligt at man er nødt til at ty til bøsse-sammenligninger, når man skal beskrive brunst, men der slår det heteroseksuelle billedsprog bare ikke til. 50 års pornofrigørelse har forfladiget heteroseksualitet til det hverdagsagtige. Men lad os alligevel slå fast, at jeg er hamrende heteroseksuel. Og liderlig. Og lige nu står jeg sammen med en pige, der efter dansk standard ville kaldes buttet, bebrillet – uattraktiv. Slet ikke sådan en pige man har lyst til at fylde for flere hundrede kroner drinks på, heller ikke selv om man er en hotshot grafiker og lige har fået løn, alligevel er det præcis, hvad jeg planlægger. Det kræver naturligvis en forklaring.

 

Siden Björks debutplade i 1993 lider jeg under post-traumatisk islandssyndrom. Som oplysningstiden kom jeg slukøret gennem en proces, hvor jeg gik fra, at tro på sagnvæsner til at vide, at de ikke fandtes og igen til desillusionering, da lyttesanserne alligevel afslørede, at alfer og feer gik iblandt os, og at de havde sendt os deres kronprinsesse i form at en sangerinde, hvis ydre var så skrøbeligt som hendes sang. The Siren to end all Sirens. Jeg sugedes ind af det ansigt, den ynde og – har det vist sig – mest at alt, af den forbandede accent.

 

Jeg står på Rosengårdens bodega ved Nørreport st. Det har været en sløv aften på Boltens, og jeg har sagt til mine venner, at jeg ville gå på pizzajagt, men i stedet sløjfer jeg lige gennem et par af de brune for at se om, der er nogen nemme tøser. Konkurrencen på Boltens er for stor. Jeg er forbi Wessels og the Moose. Sidstnævnte var kun beriget med et par spanske tøser med persilleøjenbryn og behårede skønhedspletter. De er beviset på, at grunden til man kun møder smukke spanske piger i Barcelona er, at de sender de grimme på uddannelsesophold på DTU Denmark. På pilegården er der kun 16-årige rottetøser fra Ungeren. Selv om jeg ikke tror meget på stedet, tvinger min blære mig som sædvanligt steder hen, hvor ting sker, det er som om min blære vil have mig til at tro på skæbnen. Den tvinger mig i hvert fald ind på toilettet bagerst på repoet på Rosengårdens bodega. Det er noget med, at der engang har fundet et berømt stikkermord sted herinde, og spørger man i baren kan man få lov at se skudhullet. Jeg håber at kunne finde det i væggen over pissoiret med direkte udsigt ind til pigetoilettet. Ikke at jeg ved, hvad jeg forventer at se derinde. Var det ikke Otto Brandenburg i et eller andet obskurt dansk lystspil, der fik ens unge drengehjerne til at fantasere om hullet indtil damerne. Kighuller til dametoiletter er en idé, virkeligheden tilføjer den ikke noget. Jeg hopper ind i toiletkøen foran et par amerikanere, der diskuterer hvorvidt det bedste ved Danmark er cykler eller de dameballer, der hopper foran en, når man på cykel kører lige bag en anden cyklist? Som altid på værtshuse, lægger jeg lemmet i håndvasken og pisser, mens jeg peger på mig selv i spejlet og former ordet motherfucker med munden. Døren går op og en stor fyr i malerarbejdstøj kommer ind. Trækker mig baglæns ind i toiletbåsen i chok, troede jeg havde låst yderdøren. Jeg får pisset lidt ned af mig selv inden jeg får vendt mig om mod kummen. Manden kalder mig spade og griner hånligt. Jeg tørrer løs med toiletpapir, men jeg kommer ikke til at kunne stå fremme nogensteder i lys. Jeg beslutter at stå tæt på en radiator, gerne en krog og drikke et par stykker.

 

Lige udenfor toilettet er en slags krog, hvor folk sidder og drikker. Den er højere oppe end resten af baren og man har et ret godt overblik. Jeg stiller mig ved spillemaskinen og bestiller en øl af tjeneren der går rundt og rydder af. Der er godt proppet på forhøjningen. Man skal møve for at komme nogen steder. Det er godt for mit skridt. Som jeg står ved maskinen uden at putte penge i, bliver jeg indfanget af tre piger, der taler islandsk. De to af dem vejer vel samlet omkring 230 kilo. Den tredje er omkring 1.60 høj iført en tynd hvid kjole med en Hello Kitty-knap på sammenfoldningen. Hun er som nævnt buttet, men holder sig under 65 kilo og er presset ned i et par mørkeblå jeans, så det ser acceptabelt stramt ud uden, at hun gør en stangliderlig som en tyndbenet punkchick ville. Hun er den naturligt smukke søster i bjørnefamilien, kan man sige. Hun bærer et par dyre designer-briller. Kender ikke mærket, men det røde og sorte stel på hendes runde kinder, ser  frækt ud, som i den slags pornovideoer, der dissideret spiller på cumshotscener, hvor pigen har briller på. Eller om man vil, den strikse lærerinde, der alligevel udstråler sødme. Som veninde til de to hvalrosser forestiller jeg mig, hun er en sikker scoring, at hun vil bide på de mest klichéagtige tricks, alene fordi hun ikke er erfaren, fordi ingen mænd normalt maser sig på, alene pga. hendes selskab. Ingen indtil denne Odysseus kommer sejlende forbi klipperne (ja, jeg tænker her konkret på de to andre tøser, jeg er et røvhul) og hører sirenen synge på det uforståelige men dragende elver-fucking-sprog.

 

Jeg beslutter at bilde hende ind, at jeg er filminstruktør for at komme i trussen på hende, og som det menneske uden kendskab til dansk film hun viser sig at være, fucker jeg lidt rundt med hende samtidig med, at jeg fremstår som den svedigste kunstertype.

– Hej hvad er det for et sprog du taler?

– Det er islandsk svarer hun og drejer sig mod mig. Jeg har kilet mig ind mellem de tre og stillet mig så de to hvaler ikke kan være med i samtalen. De kigger da også bare smilende på mig et øjeblik, tavse efter at være blevet afbrudt i deres samtale.

– Ah , ligesom Björk, siger jeg og smiler.

 

Veenus, veeenus as a boy, synger jeg, synger jeg for hende…

Sjovt, at man altid tror, at de få popsmarte ting, man ved om et andet land, kan rumme en hel kulturforståelse. Når jeg møder en grønlænder, reciterer jeg Grønlandsk radio og slutter altid de uforståelige gloser med lydene: – Powul Nurup Rasmossen, uanset at han ikke er vores statsminister længere. Når jeg møder en tysker, synger jeg tyske reklamer fra tv i 80´erne. Islændinge udsætter jeg for mit kendskab til Björks tekster. Hvad jeg ved om Björk, er hvad jeg ved om Island. Nå ja, og så, at de vist begge er en vulkan.

 

– Ja, siger hun, hende skal man altid høre for som islænding.

Amina Jensen og Master Fatmanda glor jaloux på deres veninde, som de stensikkert gør det hver gang deres petit veninde får lidt opmærksomhed fra hankønnet. De starter en samtale på et elversprog, der har mistet lidt magi i en ratio pr kilo 1:1. Kort sagt, de kan ikke tryllebinde mig, lige som klokkeblomst ikke kan kaste med tryllestøv, efter hun har været spærret inde i klos syltetøjsglas, eller hvordan det nu er. Jeg lægger albuen på baren og danner en indhegning, der holder lammene inde og køerne ude: – Ja, hende eller Sigur Ros, sætter jeg hende i gang: – Ja siger hun, jeg kender en af dem fra bandet, han hedder… Jeg afbryder hende, gider ikke høre om dem, hun kender i Island, de kender jo nok alle sammen hinanden deroppe. De er jo færre, end vi er i København på hele øen og her kender vi sgu rigeligt hinanden. Det er jo nok i virkeligheden mit ry, der har sendt mig ind her på en bar, hvor guldaldermalerier ligger gemt bag et brungult fernis af nikotin på alle vægge.

 

– Bjørk har større øjenbryn end Ole Ernst, råber jeg for at overdøve Smells like teen spirit, der lige er blevet valgt på en jukebox eller hvordan det nu fungerer på stedet: – alligevel er jeg håbløst forelsket, runder jeg af og tænker på, at Smells like Teen Spirit er en forfærdelig titel, sæd har ingen duft.

– Nå, siger hun, forelsket ligefrem.

– Ja, jeg kan ikke stå for islændinge.

Hun bliver tavs. Ved ikke, om det er af ægte benovelse eller, om det er fordi, det går op for hende, at hele den indledende snak kun byggede op, som en joke til en punchline, som en rituel dans før en parring. Talepausen er akkurat lang nok til, at mine andre sanser går på opdagelse. Her er stadig licens til at ryge. Det må hue søster Potemkin og søster Titanja. Røgfrie værtshuse må være døden for tykke kvinder. Spotlysene og de mange varme kroppe nærmest presser sved ud af overarme som deres. Jeg tænker på, om deres sved lugter af fiskepinde. Jeg er et røvhul, men jeg har det godt.

 

Hun er enten snu eller genert. Stille spørger hun:

– Hvem er Ole Ernst?

– Ole Ernst, ved du ikke hvem Ole Ernst er?

– Nej, siger hun og rødmer.

– En af Danmarks største filmskuespillere gennem tiden, og så kender du ham ikke, sig mig har I ikke dansk historie i skolen deroppe?

– Vi har dansk sprog i skolen, men det er ikke noget, man følger så frygtelig meget med i, når man er ung.

– Jens Okking? Anne Marie Helger? Helle Ryslinge? Otte Brandenburg? Remser jeg op, mens jeg sipper en tår øl mellem hvert navn som for lige at salutere deres store bedrifter – og for ikke at grine af mine egne vittigheder. Hendes pupiller kører i små hurtige ryk op over den smalle brilleramme til den rammer øjenkrogen og gentager cyklus fra midten af. Små hurtige ryk, der langt om længe ender med, at hun lyser op og udbryder:

– Jo, ham kender jeg, det er ham med to lys på et bord ik? Jeg punkterer hendes midlertidige sejr:

– Jo, han har også lavet nogle skidne popsange, men det er hans læderansigt på film, der gør ham til en stjerne. Jeg forsøger at rynke mit ansigt, tager en sug af en imaginær smøg og skuler til hende som en cowboy, han plejede at komme her til han døde, bullshitter jeg.

Hun nipper til sit sugerør i et tomt drinksglas.

– Men du kender altså ikke Ole Ernst?

– Nej, hvordan ser han ud?

– Han er den ulv, der er inde i Jack Nickolson i fiaskofilmen Wolf fra 94.

– Kender jeg ikke?

– Med Michelle Pfeiffer!

– Hende kender jeg godt. Men jeg har vist ikke set den film.. jo, vent er det den der starter med, at han redder hende i et spring ud fra Eiffel Tårnet.

Jeg burde ikke grine nu, men det gør jeg: – Nej, for helvede det er Julie Delphy, hun er sgu også ret lækker, franskmænd og islændinge, de lækreste kvinder i verden.

Hun holder glasset op for munden og drikker igen af et tomt glas.

 

– Ved du meget om film, spørger hun så.

– Jeg ved rigeligt; Von Trier, Michel Gondry, Spike Jonze, Chris Cunningham.

Hun trækker på halspulsåren og ligner et øjeblik Claus Ryskjær i en cirkusrevysketch:

– Jeg kender ingen af dem, grynter hun og ler så nervøst. Selv hendes grin har den der islandske accent. Overvejer, om jeg kan slå til med at tilbyde den der drink, men indser at hun sandsynligvis vil spørge sine veninder om de skal have noget med. De skal ikke inddrages endnu, må lige vinde lidt tid.

– Du kender da von Trier. Nævner et par af hans film og siger igen det magiske navn:

– Björk spillede med i hans musical.

– Jo, jeg kan da godt huske hun var med i en dansk film, men hvis jeg skal være ærlig, er jeg faktisk ikke den store Björk-fan.

Kan mærke, jeg bliver nørdet i min viden nu. Nørdet er i bar-terminologi lig med freaky, så jeg kaster den drink ind og tager konsekvenserne. Giver det dog lige et sidste shot for at få hende væk fra de russiske kuglestødere til lidt alene-tid.

– Ku du tænke dig en rigtig drink? Spørger jeg hende: – de laver en super Long Island Ice Tea lidt længere nede af gaden. Jeg trækker ordet Island i langdrag, så det bliver til Long Iceeeland Ice Tea.

 

Hun vender sig straks om mod sine veninder, som om ordet drink minder hende om, at hun er på en bar og har ladet sine veninder i stikken. Fuck, havde håbet, man kunne få lokket den lille gris væk fra sine beskyttende vildorner. Ja, jeg ser for meget animal planet. Det er den eneste kanal jeg har indstillet, alt andet tv klarer jeg over Internettet, når det passer mig. Ved ikke, hvad det er, det er bare rart altid at kunne tænde for et dyr, når man har det sådan at alt andet ikke dur. Af samme grund kan mine sammenligninger mellem dyr og fede kvinder fortsætte i det uendelige. Jeg kan også blive lokalspecifik, for ikke nok med at de mest gængse fedme-sammenligninger som hval, sæl og hvalros findes på Island i store bestande, så findes de fleste dyr der både med sommer og vinterpels. Spæk og dun findes i flere tykkelser. Måske var disse to kvinder for nærige til at betale garderoben og står stadig deres vinterhud. At kun den mindste har villet smide en dansk 10-krone, og nu som den eneste står her i sin sommerhud, men om lidt når vi skal hjem til mig og kneppe, så trækker hun i sit vinter-fjeldrypekostume og ruller os forbi taxaer, busser og måbende mennesker. Til hun sidder fast i døråbningen i min opgang, og jeg må tage hende der…

 

Den mindste laver en let gymnastisk bevægelse, der driver de to tykke ind foran, og de giver mig en oppustet gummihandske hver. – Hej, hilser jeg og smiler venligt. Min far ville kunne lide dem som svigerdøtre. Han kan lide mennesker med faste håndtryk. Han har heller ikke noget imod bigami. Tværtimod tror jeg. Han forlod min mor, da jeg var femten, og siden har han haft skiftende unge koner fra Jylland. Han hedder Anker, når han svarer telefonen også selvom han kan se, det er mig der ringer. Jeg kalder ham konsekvent for far mens alle hans eks´er kalder ham for røvhul. Han til gengæld kalder mig for Kneppel og eks´erne for sine utaknemmelige skøger. Han har givet hver af dem en lejlighed i centrum af København. Der er folk, der må gøre værre ting end at sutte pik for den slags med tidens boligsituation. Efter at have fået kvast min hånd to gange, er det rart at den mindste nøjes med at neje og hilse.

 

Hun siger sit navn, og jeg ser igen Animal Planet for mig, ser jægerne der sigter på et uskyldigt vildt i skoven. Årsagen er, at hun hedder dådyr. De hedder alle sammen dådyr. Det der særlige islandske efternavn, hvor man er opkaldt efter sin far. Sønnerne lyder som søn som alle os andre, men pigerne må finde sig i dyreriget. Den tykkeste bukkebruse hedder Ragnardådyr, den midterste bukkebruse Bergsdådyr: – Ja I er nogen kønne dådyr, siger jeg hurtigt på nordsjællandsk: – Vi må passe på I ikke bliver fanget i det lange lys. De forstår ikke et klap, og jeg taler til dem, som man gør til en dement: – Dooottiiiir lyder som dådyr, reindeer you know, like Rudolf! Jeg trykker mig selv på næsen og dytter, mens jeg forestiller mig, at jeg dytter på deres kæmpe patter. Fede kællinger har altid kæmpe patter, og så lider de af skrumpetøjspsykosen, hvor de køber det samme tøj som normalt byggede piger og bare lader kroppen stikke ud hist og her: – Vil I med på en drinksbar, skynder jeg mig at sige og svinger armen, så fingeren på næsen i stedet peger i retning af Barberella.

 

 

De kigger lidt forvirrede på hinanden. Den tyndeste afslører sin interesse, da hun på islandsk dansk fremstammer noget med, at de heller ikke har været så vilde med musikken her. Jeg følger op på den og råber: – hva´ musikken er så høj her, lad os gå udenfor og beslutte os. De konfererer kort og den tynde siger at de lige henter deres overtøj i baren. Jeg følger med i slipstrømmen af de tre mod baren. Er en gentleman overfor den tyndeste, giver hende sin jakke på: – Hvad var det nu, du hed, siger jeg, mens jeg lige blidt kilder hende på øret med hendes pelskrave.

– Sigrún, svarer hun, og dig, vi fik ikke dit navn.

Jeg lægger tungen i spanske folder og svirper: – Daniél. En lille chanceleg for at give aftenen et ekstra pift, for jeg ved, jeg skal have dankortet op af lommen, når vi når til long island. Det lyder Mikkel Bod Jensen.

 

 

[Sådan starter 1. kapitel altså med en hovedperson, der virker en kende usympatisk, men hvor længe vil man som læser kunne holde ud at hører på sådan en fortæller, det er et godt spørgsmål jeg kunne stille i samtale idag og her på bloggen. Kan man holde ham ud? Kan han vendes? Er der andre udveje for romanen? Mit arbejde fortsætter nu i buret med 2. kapitel.

Reklamer
  1. Pisse usympatisk? Måske… målrettet, absolut. Sociopat – absolut.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: