skabelsen

K2

bamse_og_frank_der_skriver

Kapitel 2

 

Det er en kliché, det er det, men det er ikke min skyld. Vi når ikke på bar, for de to overflødighedshorn får øje på McDonaldsskiltet, da vi passerer Nørreport station. Og som ham i dokumentarfilmen skal de ind og Super-size sig selv. Jeg forsøger at få den fikse med på baren, mens de andre æder. Hun siger, hun helst ikke vil skilles fra de andre, for de skal med flyet i morgen tidlig.

– Hvor bor i? spørger jeg.

– Hotel Fox.

– Fox-hotel, jeg ku´ rose det sted i timevis, en grafikers foretrukne hotel. Hvert værelse er udsmykket individuelt af undergrundskunstnere.

– Men var du ikke filminstruktør, spørger hun.

– Jo, fisker jeg: – Jeg laver tegnefilm. Jeg springer direkte over i en ny sætning: – Jeg kender ham, der har malet boblemand-værelset, er det der i bor?

– Mit værelse er ret hyggeligt, temaet er picnic, men der er ikke nogen tyggegummimænd?

– Boblemanden fra Seinfeld!

– Nej ham tror jeg heller ikke, der er nogen af, hun vinker de andre ind mod restauranten.

– Hvis jeg var jer, tog jeg billeder af de rum, I overnatter i, de bliver penge værd en dag!

Der bliver elvertalt til os et par meter foran os.

– Er du sulten?, spørger Sigrún.

– Nej egentligt ikke, vi kunne gå i forvejen, prøver jeg igen.

Det kilder i mit underliv, da hun igen taler Björksk til trunterne.

– Vi er meget sultne, men vi skynder os, forsikrer hun.

– Ok jeg skal lige hente smøger, siger jeg og peger på en kiosk.

Jeg ryger ikke, går i stedet i kiosken for at købe en guldøl, så jeg kan tænke klart. Er slet ikke ved at være ædru endnu, men planen begynder at falde fra hinanden. Piger, der skal tidligt med fly, er som regel nitter. De har hovedet og underlivet i deres kuffert. Jeg køber en Giraføl. Den passer til pletterne på mine bukser, der så småt er ved at være tørret ind. Bunder giraffen og går tilbage til køleskabet og snupper en med hvidt gashåndtag.

 

Jeg finder damerne på 1. sal af restauranten. Sætter mig ned og stener lidt. Opdager så, at de omkringsiddende fyre stirrer, griner og udviser total mangel på pli. En peger sågar. Jeg kan ikke klare folk der peger offentligt. Da nogle ved et andet bord også kigger vores vej, sætter jeg mig ind i min situation. Igen må jeg forbi Animal Planet for at forklare verden. Klapmydsen er en slags hvalros. Den har en stor rød pose under hagen, der kan puste sig op og den er, hvad der falder mig ind, som jeg kigger på de to 20-årige islandske marengs på den anden side af mit bord. De spiser Mcfish, som var det deres sidste måltid inden en vandring tværs over tundraen et sted i Nordatlanten. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg aldrig har kendt nogen, der rent faktisk bestilte Mcfish, at indtil i dag har jeg troet, det var en slags placebo-menu, et PR-stunt for at folk skulle få opfattelsen af et varieret menukort. De skovler ind og deres fyldige lyseblå dynejakker bliver et hav, hvor en flyvefisk med jævne mellemrum hopper op mellem mund og æske, salaten drysser ud og danner havskum i en cirkel på bordet. Jeg fylder munden med Fine festival. Sluger og vender mig så om mod fyrene: – Hvad så drenge, bliver I mætte eller skal jeg gå ned og bestille en Mcglosuppe til jer? De drejer sig og begynder at tale om noget andet. Det har øjeblikkelig effekt. De tre tøser er stolte over at sidde med en gentleman. Den ene sutter sine fingre for fiskejuice som tak. Sigrún vil sige noget, men siger igen noget på islandsk. Lige i underlivet for tredje gang. Lidt efter vender hun sig så mod mig: – Vi er meget trætte, vi har ikke sovet så meget i går nat og har været på sightseeing hele dagen.

Hendes hånd kører rundt i hendes Sundaeis. Den er allerede blevet til mælk, måske håber hun på piskefløde: – Så vi vil egentligt gerne tilbage til hotellet, men jeg tænkte på om du ville med?

Jeg siger ja, men tænker: – Sådan, Mcfisse!

 

Jeg har aldrig været på Hotel Fox. I min branche lyder det bare sejt at sige, at man har boet der tit. Men hvor mange bor på hotel i deres egen by? Jeg bruger altid Boblemanden fra Seinfeld-historien til at blære mig lidt. Ved ikke, om der findes sådan et rum, men ingen har boet på alle værelserne, er  mit indfald. Jeg holder Sigrún tilbage i receptionen ved at studere et Manga-inspireret maleri. Fyrer noget ligegyldigt lir af om Manga, noget med at de store øjne er spejle til sjælen. Nogen gange siger jeg ting, jeg ikke engang selv kan huske øjeblikket efter, men det fungerer. Dådyrenes svar på fedekalven og hendes klon tager elevatoren op. Selvfølgelig gør de det. Jeg spilder ikke tiden. Trækker Sigrún til mig og kysser hende under en Panton-lampe, der rent faktisk godt kunne være inspireret af Boblemanden fra Seinfeld. Hun kan slet ikke kontrollere sine følelser. Eller sin rationalitet. Kender slet ikke spillets regler. Fortryder næsten mit move. Hun er en klistretøs; Dem, der ringer, selv om man ikke efterlader sit nummer; Finder en over uger. Men det faktum, at hun om få timer flyver ud af landet til en ø uden telefoner, eller i hvert fald med et andet telefonnet, legitimerer at min sprithjerne fortsætter sit forehavende: Lidt elversang, en udløsning og så videre på morgenværtshus.

 

Hun sætter nøglen i døren, når dog ikke at dreje den, førend Ragnardådyr åbner. Hun slentrer nonchalant bort fra døren i en sort natkjole, der godt kunne være en lampeskærm fra en sørgescene hos en bedemand i en westernfilm. Sigrún ser ikke overrasket ud. Det burde jeg. Men jeg går troskyldigt med ind.

 

Rummet er i og for sig temmelig unikt, hvad angår indretninger på hotelværelser. Jeg forstår Hotel Fox´es popularitet. På den ene væg er malet et stort mørkebrunt træ med små letmælksblå hulrum, hvori kaninlignende dyr tager sig en lur. Bagvæggen er påmalet en hel skov af lyserøde træer, og i stedet for en måne hænger en sammenfoldet ræv et stykke over trækronerne og lyser op. Gardinet er noget helt for sig selv. Den lyserøde farve er bibeholdt fra skoven, men baggrunden ligner nu mere en klippegrund, hvor lyserøde fluesvampe springer ud fra toppen mod et lyserødt hav som græske klippespringere. Stilken på den forreste buer som et rankt bryst, og man sporer en saft og kraft i disse svampe. Det er alt sammen meget syret. Mest iøjnefaldende er det, at hele gulvet er optaget af et stort brunt lærredstelt, der i et omvendt V står lænet ind over en kæmpe pink dyne med nok et bundt springende fluesvampe på. Rettelse. Det er det andet mest opsigtsvækkende, for det mest opsigtsvækkende fra mit synspunkt er, at inde i teltets Barbiefarvede univers slænger det andet kronvildt Bergsdådyr sig i endnu en sort natkjole. Som jeg står der med åben mund og polypper, kravler dørportnersken også op og ind, to ord jeg ikke ønsker at gentage, mens jeg tænker på de to. Sigrún udveksler igen gloser til mit id og deres vid. Hun henvender sig til mig: – Det andet rum er så spooky! Hendes øjne bliver næsten Mangastore: – Der er en paryk eller sådan noget i loftet, der minder om hende der den klamme, der kommer ud af Tv’et i The Ring-filmen, siger hun. Jeg imiterer hendes øjne ufrivilligt: – Men vi kan da godt være her alle sammen, kan vi ikke? spørger hun sgu. Jeg er lamslået. Er jeg med i en omvendt Hals store kærligheds film eller måske en slags skjult kamera. Hælder mest til det sidste, for hvis de bar Hal´s fortryllelse og kun kunne se folks indre, så stod jeg nok ikke her lige nu: – Jo, jo, selvfølgelig kan vi det, smiler jeg. Hun klapper i hænderne, og et øjeblik synes jeg, det så ud, som om hun lavede Thumbs op-tegnet over mod sengefanterne. – Jeg smutter lige i noget mere bekvemt, hvisler hun med britisk-islandsk accent. Hun smutter på badeværelset.

 

Jeg sætter mig på en slags Rokokopude. Ikke overraskende forestiller den en rød fluesvamp.

På bordet ved siden af mig står der lidt om kunstnerne bag rummet. Det er nogle amerikanere. De skriver, at de har tænkt på en bjørnehule. At de har villet videregive følelsen af at gå i hi og derfor har kreeret et sted, hvor en hel bjørnefamilie kan hvile ud en lang kold vinter: – And ain´t that the truth, udbryder jeg og kigger over på bjørnene i teltet, flov over udbruddet. De ser dog ikke ud til at gøre nogen miner. De ligger bare og kigger smilende på mig, som var jeg den honningkrukke, der skulle holde dem ved selskab i de næste fem måneders eksil. Kunstnerne ville være stolte lige nu. Min far ville dø af grin. Min mor ville korse sig over hele min aften, hvilket er grunden til, jeg er holdt op med at ringe og fortælle hende om mit liv. Jeg selv. Jeg er holdt op med at tænke. Alkoholprocenten er i en kritisk fase, der hvor man ofte får et Ying og Yang forhold til dart, hvor man enten kan spille som en drøm eller overhovedet ikke. Jeg vil skyde på det sidste, for jeg føler mig end ikke kæk længere. Nu skal jeg bare overleve og komme herfra på en pæn måde. Disse tre kvinder er ikke nogen, man bare kan smutte fra uden afrunding. I så fald vil de forfølge en i tankerne resten af livet:

– Nå har i haft nogle gode dage i København?, spørger jeg.

– Ja, siger den ene. Den anden ligger bare og kigger hen over et par kæmpe kasser med pølsearmene bag hovedet.

– Vi har fået shoppet en masse, vil du se noget af det? siger Ragnardytdyt og sætter sig på hug med røven til mig. Spørgsmålet overrumpler mig totalt. Manglen på konversationskunst er komplet hos disse tøser og jeg får paf svaret: – Øh det vil jeg da godt.

Hun kravler ud af den modsatte ende af teltet og roder en krig i nogle poser.

 

Sigrún kommer tilbage fra badeværelset i endnu en sort natkjole. I har nok været i butikken Trillingekøb, vil jeg sige, men holder det for mig selv. Jeg må konstatere, at bukserne gjorde hendes figur godt. De bare ben ligner skinker fra Tom & Jerry, og uden hendes frække briller er vi langt under mit niveau. Jeg skal ud herfra.

De udveksler igen lidt nissesprog.

– Nå ja, siger Sigrún: – Vi har været på Istedgade og shoppe.

Igen er jeg målløs.

– Se vi har købt lykkeposer. Hun viser mig en pose og trækker en kurv op af den. Hun åbner cellofanen, der ikke har noget bånd på. Jeg kigger ned i den. – Se, siger hun og tager et lille glas op, der ligner et miniature-Nutellaglas med en barberkost hængende på siden. I mangel af bedre idéer nikker jeg anerkendende, hvilket får hende til at skrue låget af: – Prøv at lugt, det lugter af After Eight, det er til at slikke af hinanden.

 

At jeg ikke brækker mig af grin lige der på stedet, går over i historien som et af mine bedste øjeblikke af selvkontrol – nogensinde.

– Ok, siger jeg og bukker mig ned og dufter. Det føles godt at have munden ude af deres synsfelt. Jeg smiler til mig selv. Men smilet stivner så. Hvad fanden skal jeg sige. Jeg vil bare gerne ud og videre i byen. Hun fortsætter: – Vi har også købt…

– Må jeg lige låne toilettet, siger jeg: – Jeg har det lidt skidt.

– Ja selvfølgelig, siger hun og sætter glasset på sengekanten: – skal du kaste op?

– Narj, tror bare lige jeg skal have lidt vand i hovedet. Hun fører mig ud på toilettet og går selv med derud. Vi står et øjeblik og kigger lidt på hinanden. Jeg rækker ud efter vandhanen. Hun tager min hånd: – Jeg har aldrig haft en kæreste.

 

Jeg snakker tit for meget. Min mund siger ting, når der burde ties: – Jeg er nok heller ikke den rigtige, får jeg sagt. Tror ikke nogen af os havde ventet et så kort og kontant svar: – Hun sætter sig på badekarskanten og begynder at græde.

– Fuck fuck fuck. Jeg er en idiot. Nu går der mindst en halv time, inden jeg kommer herfra.

Jeg sætter mig ved siden af hende og lægger en arm om hende. Trøster akavet: – Det var jo ikke sådan ment, jeg synes, du er utroligt smuk: – Jeg er..jeg har bare..meget komplicerede kæresteforhold lige nu.

Hun snøfter videre.

Det er alt, jeg kan finde på, så jeg sidder bare og kigger på håndklæderne, der hænger på den modsatte væg. De er røde. Helt røde. Det er beroligende. En indskydelse får mig til at kigge på hanerne i badekarret. Gudskelov forestiller de ikke røde fluesvampe, men er af porcelæn med en simpel rød plet lige i midten.

– Skulle du ikke have vand i hovedet, spørger hun. Hun er holdt op med at græde.

Jeg går over til vasken og smider lidt vand i hovedet.

– Skal vi gå ind igen, siger hun.

 

I soveværelset sætter jeg mig på Rokokopuden. Scenen er meget anspændt, synes jeg, en flue på væggen ville muligvis ikke bemærke det mindste. De to store ligger bare og kigger. Sigrún roder i en skuffe og finder nogle frotté-sokker frem. Så lægger hun sig yderst i dobbeltsengen, der dog pga. sit sære design er bred nok til to bjørne, en Guldlok og en plus 30 centimeter: – Kommer du ikke over og ligger hos mig? I det Sigrún siger det, lukker Bergsdytdot øjnene. Ragnardytbåt kigger stadig lige på mig.

– Hvor skal jeg ligge?

Sigrun slår blidt på madrassen i mellemrummet mellem hende og Ragnaridylidol, der stadig kigger lige på mig. Der er muligvis lige plads til at lægge et flødebollefyldt formbrød mellem dem, men et menneske uanset pygmæ-gen eller ej, ville ikke kunne klemme sig derned. Aldrig.

 

– Jeg kan fucking ikke være der for fede kællinger, flyver det ud af mig i utålmodighed over, at der ikke synes at være nogen rationel slutning på denne sindssyge aften. Jeg ved ikke, hvad jeg venter, der skal ske, men ikke dette. Bergsdådyrskrokodillen stormer ud af sengen, som havde hun bare ligget på lur ved vandhullet for at snuppe en kæk gazelle. Hun griber Nutella-glasset og forsøger at tvære det ud på min D&D-jakke. Glasset er for dybt, og i første omgang gnubber hun bare glas mod nylon. Jeg er på benene, der stadig er på diverse alkohol, og styrer zigzagende mod udgangen. Sigrún tuder igen. Jeg kan ikke se, hvad den 3. foretager sig. Glasset kommer flyvende sammen med en masse vidunderlige gloser i en dyb og rasende tonart – som at tørre røv i silke, husker jeg pludselig en replik fra en film. Glasset smadrer på døren, og indholdet plasker ud. Jeg flyver ud af døren og hen til elevatoren. Den tager tid, men der kommer ikke nogen ud fra bjørnehulen. Så kommer den endeligt. Jeg trykker febrilsk på knappen til receptionen. Sigrún står pludseligt i døren med våde kinder og kigger på mig uden at sige et ord. Dørene glider langsomt i

– Jeg ringer, råber jeg.

 

 Jeg løber gennem receptionen, ud på gaden. Bare spæner og spæner hele vejen ned til søerne, hvor min krop indser at den er blevet snydt af et fuldemandsboost, at alle reserver er opbrugt,og jeg falder om i græsset helt uden luft. Benene er fulde af mælkesyre, men jeg griner. Griner som en gal. Min tunge får fat i noget på min læbe og trækker det med ind. Det smager af After Eight.

 

 

Reklamer
  1. Det er de fedeste billeder man får af dette kapitel.
    Salvador Dali på syre vil ikke kunne har gjort det meget bedre…!
    Absurd, komisk, og en reminder om, hvorfor man skal gå hjem i tide…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: