skabelsen

K5

Del 2

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

You´re on your own now

We won´t save you

Your rescue-squad

Is too exhausted

 

And if you complain once more

You´ll meet an army of me

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kapitel 5

 

Jeg har ikke hørt noget i en uge.

Det er ok.

Island har vist ret dårlige Internetforbindelser, fordi de er en ø i Stillehavet, eller hvad havet nu hedder derude. Der er kun et hav, og det er imellem os.

 

– Tror du vingen skal sige sådan?

Jeg henvender mig til kvinden, der sidder mellem koøjet og mig. Læner mig tilbage for at få udsigt til vingen. Den laver samme lyd, som når nogen banker på deres radiator i et andet rum end ens eget. Kommer tæt på hendes hoved. Hun lugter af banan og billig supermarkedsparfume. Jeg får hendes krøller i ansigtet, idet hun drejer sit hoved. Kæmpe krøller. Hun er stensikkert på vej til at blive mor eller har været det noget tid. I vore dage får kvinder kun krøller, når de bliver skrukke. Jeg kalder det morhår.  – Ja det tror jeg da nok, er du flyskræk? Spørger hun, og drejer sig lidt i stolen så en kæmpe barm gynger let fra side til side. Fuck, hvorfor sagde jeg nu det? Nu tror hun, det var en invitation til en samtale og i værste fald, at jeg lægger an på hende: – overhovedet ikke, siger jeg og peger på mit øre: – jeg har bare sensitive ører. Jeg roder i lommen foran mig. Det eneste man kan foretage sig i et flysæde, når man vil lade som om man har travlt, er at prøve lykken i den skide lomme. Hiver sikkerhedsinstrukserne op. Skynder mig at lægge dem ned igen, så det ikke bliver endnu en invitation.

 

Jeg er normalt ikke flyskræk. Er fløjet til både Mallorca og Kreta uden problemer. Der var alkoholserveringen dog også væsentligt hyppigere end her. Der har endnu ikke været en stewardesse forbi, og vi har immervæk fløjet i en halv time. Hvis man lider af flyskræk, må et fly føles som en kiste. En kiste, der ikke er lukket ordentligt, så hele turen i rustvognen bliver ødelagt af susen. Mon perfektionister tænker over om deres begravelse vil forløbe glat? Jeg er ikke den eneste der flyver, mine tanker bevæger sig rundt som pilene på Sterlings rutekort. Som en paraply, der stikker i mange retninger men samler sig et punkt. Freyja. Tre fantastiske dage sammen og så tre ugers venten. Kærlighed er det ondeste, man kan udsætte et menneske for. Jeg tror kristendommen er på vildspor. Om noget bragte kærlighed ind i verden, så var det satan. Paradis går ud på, at man bliver befriet for følelser og bare er i fred med sig selv og sine omgivelser. Så hurtigt Gud fandt vej til mit tanketogt. Måske er jeg alligevel flyskræk.

 

I virkeligheden handler denne tur jo om en gudinde. Jeg er på vej til Island for at besøge hende. Vi kyssede hinanden farvel i Kastrup efter en togtur hånd i hånd gennem Sverige. Jeg ville knalde på toilettet, men det ville hun ikke. Det går mig lidt på, at vi kun nåede at pette lidt i Sverige. Der var for mange mennesker i sovesalen, mente hun. Hun virkede ellers som en pige med uendelig selvtillid og så blev hun som en lille pige i soveposen. Ville ikke have jeg gik i længere end til navlen – so to speak. Legede lidt med hendes navlepiercing, men fik lirket en finger op i et par minutter. Til sidst gav hun mig også et håndjob i soveposen. Så faldt hun i søvn. Et af mine første knald var i en sovesal, et baraktelt for at være præcis. Det var på en spejderlejr og jeg blev smidt ud af spejderkorpset efter kun den ene prøve-weekend i ungdomsskolen. Tror ikke, det handlede om, at man ikke må knalde på en spejderlejr, så fandtes der vidst ingen spejdere. Det var fordi Claus og jeg stjal jordbær og ærtebælge på nabogården og forsøgte at sælge dem ved vejen til tilfældige forbipasserende. Vi havde kun meldt os til spejder for sjov – eller det var måske ramme alvor for os, for vi havde hørt, at en af spejderpigerne, der hed Anne, ikke kunne stå for ældre fyre.

 

Til højre for mig begynder manden at mumle som en katolsk præst. Han læser højt for sig selv. Jeg har lyst til at sige: Hva så momse, til ham. Min mormor skulle altid læse højt for at forstå tingene. Jeg savner hende ind i mellem. Hun holdt kontakt med mig selvom min far ikke gjorde det. Hun boede alene og havde masser af tid til at læse historier for mig. Hun døde for et par år siden. Begravelsen markerer også sidste gang jeg så min far. Jeg lader være med at læse ting jeg ikke forstår. Hvorfor spilde tiden på ting man ikke forstår.

 

Jeg skrev til Freyja samme øjeblik jeg ankom til min lejlighed. Skrev om, hvor lækker hun var og om, hvor fedt det havde været de tre dage med hendes bløde væsen. Ja det skrev jeg sgu. Tror jeg fik skrevet seks mails på to dage. Jeg begynder at forstå, hvorfor Jesper sætter weekenderne af til hans kæreste fra Nakskov. Kun en time i tog, men det må være hårdt alligevel. Han har dog mulighed for at tale med hende over telefonen. Jeg har kun Internettet. Hun skrev tilbage på tredje dagen. Mit hjerte var nær hoppet ud af halsen. Hun var på arbejde på et hotel i Reykjavik. Hun havde kun Internet, når hun var på arbejde, forklarede hun. Det lettede mit hjerte for en stund indtil hun også fortalte at hun kun var på arbejde hver fjerde dag. Jeg skrev, at det ville sende mig tidligt i graven ikke at høre fra hende så længe. Senere forsikrede hun mig, at hun sendte et kys med skyerne hver aften. Jeg hørte Tv2-vejret den aften, for at høre hvilken retning vi ville få vind fra, kærlighed gør dum. Men man lærer også noget: Kærlighed vokser med længsel. Det samme gør pikken.

 

Krøltoppen byder mig knitrende en M&M´s.

Sådan en sæk.

Jeg elsker M&M´s, men jeg gider ikke snakke nu. Hun ryster posen, så de store kugler hopper op og ned med en skurende lyd. Sidemanden på min venstre side sænker sin bog og skuler på os. Jeg tager en.

 – Er du fra København, siger hun: – Jeg elsker København.

– Mmmm, tygger jeg. Nogen trykker på play.

– Jeg har boet fem år i København, siger hun på klingende københavnsk. Ikke et strejf af nogen fremmed accent: – Var frisør inde på Nørrebrogade. Jeg har stadig familie derinde, så jeg kommer lige fra besøg midt i balladen.

Hun plaprer.

 

Efter to uger har jeg kun modtaget tre mails chattet med hende en enkelt gang. Det står på ingen måder mål med min krops hormonelle tilstand, så jeg skrev til hende, at jeg burde besøge hende i julen. Hun skrev tilbage, om ikke jeg skulle holde Jul hjemme hos mine forældre? Jeg indskød, at julen ikke betød ret meget for mig. At julen var en tid hvor man skal være sammen med folk man holder af, så derfor syntes jeg vi skulle holde Jul sammen. Hvis ikke sådan en sætning kan smelte et pigehjerte, så ved jeg ikke hvad der kan. Hun faldt for den, men syntes, det var lidt mærkeligt at have en fremmede med til jul. Desuden vidste hun ikke, hvor hun skulle holde jul.

Hun sluttede alle mails med 1000 kys. Tror jeg læste de E-mails tusinde gange hver. Så jeg har vel fået omkring en million kys pr. E-mail, de sidste par uger. Det ville være en god titel på en Dansktop-sang: En million E-mails har jeg læst af dig, af Richard Ragnwald. Hun skrev så, at jeg godt kunne komme. Hun var blevet uvenner med familien og ville holde jul alene. Så kunne vi lige så godt holde den sammen, skrev hun – efterfulgt af 1000 kys.

 

– Er det din første gang i Island? Spørger min sidedame, og udviser ingen miner til at give op ud i konversationen.

 – Ja, jeg skal besøge min kæreste, får jeg sagt. Kan man overhovedet være kærester efter tre dage sammen og ti gange så længe adskilt?

 – Nå siger hun, hvor dejligt, har I kendt hinanden længe?

 – Ja, siger jeg, det er ret seriøst.

 – Jeg havde også en kæreste i Danmark, men vi gik fra hinanden for længe siden. Jeg er ikke så god til at holde på mine kærester, hun smiler.

– Hvorfor fortæller hun mig det? Jeg har lige fortalt hende, at jeg har en kæreste, hvad skal jeg bruge det til, at hun er single?

– Ej det må du undskylde, siger hun: – det er jo nok ikke det man helst vil høre, når man er i et Internationalt forhold. Hun fumler efter M&M´s: – Jeg kender også en del dansk/islandske forhold der fungerer rigtig godt. Jeg tager endnu en brun M&M´s og tænker på hvorfor man ikke laver en pose kun med de brune, lige som man laver kakaois som sidestykke til regnbueis.

– Jeg er nu ikke nervøs. Jeg kører kandisfernisset hen over tænderne og lægger kuglen til rette i kinden: Jeg er for lækker til at være nervøs. Hun smiler:

– Det er da godt du har selvtilliden i orden, siger hun, det kunne jeg godt bruge lidt af. Selvtillid. Det har jeg altid haft. Tror på, at jeg altid gør det rigtige. Det er derfor jeg sidder i den her flyver.

 

Tre dage efter julemailen fangede jeg Freyja på messenger. Hun havde forsonet sig med sin familie, så julen var fredet, men hun inviterede mig til at komme til nytår. Hun skulle til fest med alle sine veninder samme aften. Her skulle de planlægge deres fælles nytårsaften. Så skulle jeg møde dem alle sammen. Jeg købte billetten på Nettet, mens vi chattede og sendte hende ankomst-tidspunkterne med det samme. Hun sendte en række kysse-smileys og skrev, at det var super. Fire dage gik uden mail og på den ottende dag var det juleaften, så der regnede jeg ikke med, at hun var på arbejde, men jeg havde da håbet, at hun kunne låne en computer et sted og lige sende en julehilsen. Jeg spenderede juledagene hos min tante i Korsør i pendulfart mellem Flæskestegen og hendes oldsag af en computer i kælderen. Fik læst alt, hvad der er at læse på Internettet om Islands transglobale internetopkobling. Anden juledag var jeg klar til at svare på alle spørgsmål, der relaterede sig til undersøiske internationale fibernet i Jeopardy, hvis chancen skulle byde sig. Ved midnat udløb fristen for at aflyse billetterne, men som sagt: Jeg er for lækker til at miste modet. Desuden husker jeg godt dengang jeg ikke havde internet i min lejlighed. Jeg har aldrig været så meget på biblioteket som dengang. Det var heldigvis før Facebook. Man må få slem anger af at køre fire kilometer i regnvejr, for at ændre sin facebook-statuslinje.

 

Den store barm presser sig igen mod min arm: – Hvad ved du så om Island på forhånd?

Hun glemmer at byde en M&M´s. Kvinden lider af ræsermund, tænker jeg, ræsermavens orale pendant:

 – Ikke rigtig noget, siger jeg.

Hun er åbenbart fatsvag for hun holder på: – Din kæreste må da have fortalt dig et eller andet? Hendes øjne afsøger lommen foran hende som om hun kunne trække et kort ud som i Geografilokalet: – Om Geyserne eller om hestene?

– Jeg dater af princip ikke hestepiger, siger jeg. Sidemanden kigger op fra sin bog. Drejer sig i sit sæde og læser så videre. Så trækker hun esset:

– Björk, hende må du da kende!

Du skulle bare vide kvinde. Björk er, hvis man skulle helt ind til sagens kerne grunden til at jeg sidder her og skal hører på dine trivialiteter. Jeg siger det ikke, men taler til hende som om hun er idiot:

– Selvfølgelig har jeg det. Pga. Björk og alle hendes søstre og deres forpulede gøglersprog, sidder jeg i denne situation. I et fly på vej mod et fremmed land, med kun et pigenavn og et telefonnummer til et turisthotel på lommen. Hvis noget går galt, må jeg opsøge Björk og forklare hende denne sammenhæng og tvinge hende til at lade mig bo i hendes jordhule. Hun vil låne mig sin svanekjole som sovepose, og om morgenen vil jeg få en rom-totti af Lars von Trier. Jeg har virkelig brug for en drink nu. Jeg svarer bryskt barmen med den hvide negerparyk:

– Alle snakker om fucking Björk, om hvor lækker hun er i alle sine syrede kjoler. Men ved du hvad. Når jeg ser på Björk, så ser jeg en mongroid spasser, hvis dyrepasser har haft trang til at lege udklædningslege.

Kvinden, der har smilet fra jeg første gang lagde øjne på hendes patter, trækker lidt på mundvigen. De bliver til en af de der smileys, man får når ens café hverken er fyldt med rotter og/eller er hygiejnisk. Men hun tager det ikke personligt. Det opildner mig:

– Morten og Peter er jo fan´me bare en syndikat-serie bygget på Björgs liv overført til danske tilstande. Jeg ved ikke med jer i Island, men i Danmark elsker vi to ting: Vild med dans og så luksusspassere, der lever jetset liv med de kendte. Det er derfor, vi snakker så meget om Björk.

Hendes mund bliver lidt stram. Ikke sur, ligner en lille pige, hvis far lovede Fido, ikke skulle aflives og så har hun lige taget ham med riflen i hånden ude i haven.

Hun vender sig om og kigger ud på vingen eller skyerne under os. Jeg tager on-flight bladet frem.

 

Sidder hun og græder? Det håber jeg virkeligt ikke. Det ville være pinligt for hende. Tænker, at jeg vil dække lidt for hende og læser op fra on-flightbladets faktabokse:

– Vidste du at Island har de lykkeligste mennesker i verden, siger jeg henvendt til manden der udgør min venstre burgerbolle i flysædets klaustrofobiske treenighed. Han kigger igen op fra sin bog, så jeg fortsætter: Desuden har de det højeste forbrug af sukker i verden, tror du ikke der er en klar sammenhæng der, siger jeg, og klukker lidt. Han taler:

Sorry I dont speak shit, siger han og jeg når lige at sige: – Oh I said Icelanders are the most happy peop, før jeg fanger pointen og føler mig mavepumpet som en idiot. Smartass, tænker jeg og kigger op og ned af ham. Han ligner en statist fra en matador-indspilning. Hans bærer en six-pencekasket i samme farve som tørt ler og et fuldskæg, der har en underlig bar plet på den ene kind. Jeg tænker, at det er en fjernet tatovering eller måske et modermærke. Så kommer jeg i tanke om, at jeg engang kendte én, der fik huller i sit skæg i depression over sin afdøde kat:

– Må jeg kondolere, siger jeg.

Han kigger op igen. Synlig irriteret over at blive forstyrret i læsningen af sin vigtige bog. Han kigger ned igen. Det kræver kræfter for ham at bøje hovedet kan man se. Hans slips sidder for stramt uden på hans beige jakkesæt med mørkebrune striber. Han ligner en af de der flaskekølere i neopren med lynlås. Dem der kan lynes helt op om flaskens hals. Der er noget frø over folk i jakkesæt. Er de overvægtige ligner de frøer fordi hagen falder ud over slipset og danner en tudsehage. De slanke fordi de får det der indpakkede frømandslook.

Han er ikke sej nok til at lade sig dybe stik hænge i luften og stege mig i min dumme kommentar, han skal af med mere mundlort. Han kigger på mit blad:

– Konfekture-litteratur er for mig et måltid i en hundeskål. Hans stemme får igen klang som en præst.

– Du mumler min ven, siger jeg og laver en snakkende and med hånden.

– Kødfuld mumlen, siger han på en anstrengt poetisk måde og gestikulerer med hånden.

– Vidste du at kun ballontryllekunstnere er under digtere i underholdningsindustriens hierarki? Spørger jeg. Jeg tager bestillingsmenuen ud af magasinet, og forsøger at samle tankerne om at omregne priserne til danske kroner. Der er ikke noget værre end at komme hjem og have købt toldfrit, der er dyrere end et tilbud i netto. Sidemanden begynder at læse højt. Muligvis fra sin bog:

 

– Nogle blade er gøremål/andre naturens hundeglam/for at gøre Væsen af sig/i en tid hvor mange ikke bevæger sig ud/medmindre årsagen skal findes hos dem selv.

 

Jeg kalder på stewardessen. Hun hører mig ikke.

– Talerens rige er aske, summer manden.

Jeg trykker gentagne gange på knappen over mit hoved. Endelig kommer hun og jeg beder om et par høretelefoner og en øl. De viser tv-serien Friends i loop:

 – Now that´s poetry, siger jeg og peger.

Ti minutter senere sover jeg som en baby.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: