skabelsen

K6

Kapitel 6

 

Ankomsthaller er vaginaer. Der står kvinder, hvis lange bare ben fører op til stort set alt, hvad hjertet måtte begære. En konsumåleruse, hvor lokkeduen hedder placeboudløsning. Et lukket miljø uden vinduer til virkeligheden, hvor behovspyramiden er allestedsnærværende og vendt på hovedet. Man sælger sweatre og store hatte sammen med sprut og smøger, sodavand sammen med solbriller og bøger og ligegyldige chokoladeæsker sammen med overflod i luksusvarer som pelse og guld. Og står man et øjeblik stille ved en hylde, kommer en kvinde i ultra lårkort og ordknepper dig med telefonsexstemme til at købe ekstra store kvantiteter, så besparelsens endelige beløb får dig til at komme i bukserne. Faktisk er det eneste man ikke kan få i ankomsthaller sex. Ingen lapdances, ingen videoer, ingen legetøj for slemme drenge og piger. Men hvorfor? Midt i et karnveval af samtlige dødssynder kan det vel næppe have noget med moralske skrupler at gøre? Jo mere jeg tænker over det, tror jeg, det kunne dulme mangen en flyskræk eller sædeklaustrofobi lige at få sig et par patter i ansigtet som et par pingvin flapper: Slap, slap, før man går ombord. Ved styrt ville det også give et moralsk boost, at det var ens sidste minde, og ikke en burger til fyrre kroner i bistroen spist med plastikbestik.

 

Keflavik er ingen vagina. Keflavik er en kold kusse og den er stram på de helt forkerte steder. Jeg er styret ind i Tax-free. Mindre end en hjørnekiosk. Jeg får et sidste glimt af min sidemand. Som han står i exit-hallen i sit stramme jakkesæt med hagen buende ud over slipseknuden ligner han Tudse, fra Vinden i piletræerne. Han smider et halvt meter langt grå- og sort-stribet tørklæde om halsen og hanker op i en Trolley. Han er en tørvetriller som Grævling. Det er mig, der er Tudse! Munden kører konstant på Tudse, men sammen kunne vi blive et stærkt team. Tudse er helt og antihelt på samme tid. Uden ham havde de andre ikke noget at tage sig til, og uden dem til at redde trådene ud var Tudse en død frø. Jeg har helt klart altid set Tudse som hovedpersonen i den serie. Han går ud i mørket i en skrå vinkel. Må træde til for at slippe ud af slipvinden i indgangspartiet. Jeg stødte ind i ham med vilje nede ved bagagebæltet. Da han trådte ind i rummet var der nogle mennesker ved et andet bånd, der pegede og nogle hilste venligt. Han er måske en kendt forfatter på øen, eller også er han enhver idiot på øen, fordi alle kender alle. Jeg stødte ind i ham og sagde: – Jeg kan også et digt;

 

Åh disse verber/disse verber i deres søgen efter nærkontakt/banke/smadre/prygle/klapse/slå.

 

– Flot, sagde han, virkeligt flot, du undlod rim, det er en start, så er du måske ikke helt fortabt. Hans hånd kørte en runde på håndleddet og så slog han over i den der irriterende remsestemme igen:

 

Jeg følger/jeg følger/jeg består.

 

Jeg samlede min taske op fra båndet og kiggede ham lige i øjnene: – se/se/jeg går.

Jeg trampede to gange og gik så mod fortoldningsskiltet: – Jeg går på opdagelse i den sagnverden de kalder Tax-free, ej en saga blot.

Jeg holdt mig for ørerne for at få det sidste ord.

 

– xxxx xxx xxx xx xxxxxxx xxx xx? [oversættes til islandsk], lyder det ved siden af mig, så mine klunker danser.

– Sorry I´m not Icelandic, svarer jeg kvinden. Hun er omkring de 30. Helt mejet til med bruncreme i ansigtet. 30-90-30 er det eneste, der står på hendes CV, forestiller jeg mig: – Are you coming or flying, spørger hun. Jeg overvejer om jeg kan svare: Both. Men vælger at tale pænt: – I just arrived. Ok. Then this is the wrong tax-free, this is for outgoing passengers. Hun indbyder selv til det: – I´m a pretty outgoing person. Jeg smiler. Hendes ansigt er gravalvorligt. Jeg tænker, at hun er en kvinde, der har taget så meget lort gennem livet, at hun ikke er værd at flirte med. Flirt er situationsafhængig. Det er det, der adskiller den, der får fisse hver weekend fra den, der sidder derhjemme og wanker til kanal København. At man kan skabe situationen, bygge op. Det er en kunst, og her er der ikke noget at stille op.

– I have to ask you to go to the other Tax-free, we are closing because there are no more flights leaving tonight. Hun peger over på den anden side, hvor en identisk hjørnekiosk med identiske varer lyser exit-hallen op. Hun er også en grim gammel ko, tænker jeg og går mod udgangen. Ved hjørnet snupper jeg en halv liter Scotch og putter i lommen. Noget billigt sprøjt. Men det er ikke pointen. Man skal straffe dem, der gør livet surt for en subtilt. Island kunne lære noget af mig. Hævn fungerer ikke når man hugger hovedet af hinanden over strid. Det giver dårlig samvittighed og mareridt. Hævn handler om de små slag, man kan give, uden den anden ved det. Knækkerhævnen, som at lægge en lort på en du haders tandbørste, skylle den og lægge den tilbage og aldrig sige et ord om det, tage det med i graven som et lille smilehul i kinden. Det ville muligvis ikke have givet sagaerne den popularitet, de nyder i dag. Det er min holdning, at havde vi indført lort på tandbørsten allerede i 900-tallet, så var blodhævn aldrig blevet det problem, den udgør i dagens mediebillede. Overvejer en oplysningskampagne henvendt til dansk/pakistanere kaldet: Husk lige lort på tandbørsten.

Mine tanker ævler, og jeg ved godt hvorfor.

 

Jeg mander mig op og finder en mønttelefon. Får pakket det halve af min rygsæk ud på gulvet og finder notesbogen med hendes arbejdsnummer. Den ringer. Den ringer 15 gange og så går den i klartone. Jeg prøver igen med samme resultat. Lorteland. Lorteforbindelser. Lortemig.

 

Jeg går over til udgangspartiet. Dørene kører op og en iskold vind blæser mig et skridt tilbage. Det er bælgmørkt. Et tyndt lag sne dækker, hvad der ligner klippegrund. Bruger man mon overhovedet asfalt på Island, eller stamper man bare klippen? Det må være minus 10 grader, man kan næsten ikke holde ud at have øjnene åbne. Jeg kigger efter en taxa. Der er ingen i syne. Kigger ud i mørket på den anden side af det brune spor, der udgør en vej. Ingen lyskupler. Ingen by der kan gøre pupillerne mindre. Stjernerne står klare på himlen i de gængse mønstre, uden praj om en retning. Naturen bliver ikke min hjælper i dette eventyr, det står fast. En række af lygtepæle bevæger sig væk i en 45 graders vinkel fra lufthavnen. De fortsætter til prikker bliver til en linje i horisonten og forsvinder. Det bliver ikke på gå-ben, det er stensikkert. Jeg sætter mig på bænken og overvejer at åbne Scotch´en. Putter den ned i sidelommen på rygsækken og lægger notesbogen i den øverste lomme. Jeg har brug for hjernen. Lige nu er gode dådyr rådne.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: