skabelsen

K7

Kapitel 7 

Jeg har den her evne. Den her særlige egenskab. At jeg altid møder folk igen. Har jeg lært et menneske at kende, uanset hvor kort eller hvor længe, så dukker de op igen. Og gerne de mest uventede steder. F.eks. mødte jeg engang min ekskæreste i Disneyland Paris, hvilket resulterede i en super fed dag, hvor jeg slap for de kedelige sprogelever jeg var dernede med, og i stedet havde en dag i den sorte humors tegn med hende. Det endte med et ekstra afskedsknald med Mickey Mouse og Fedtmule-masker på – min eneste homo-erotiske oplevelse, jeg sværger! En anden gang, hvor jeg løb tør for benzin i Holbæk, fik jeg et lift af min Old-lærer fra gymnasiet.

Det slår aldrig fejl.

 

Jeg prøver at ringe igen, men får hele tiden klar tone. Undgår ikke at overveje om hun har løjet omkring sit job. Hvilket hotel har ikke omstilling eller telefonsvarer? Og hvis man lyver om et, lyver man måske også om noget andet. Hvad hvis hun er en mand? Var derfor hun ikke ville knalde? Tag dig sammen Mikkel Bod, siger jeg til mig selv. Jeg fik jo listet mig op dengang i soveposen. Hun var en tøs. Der må være noget galt med linjen. En isbjørn har væltet en telefonpæl, eller et stenskred har ødelagt telefoncentralen. Det kan ske så meget i et land, hvor naturens luner hersker. Tænk bare på, hvordan Danmark bliver sat ud af funktion den ene gang om året, hvor vinden kommer fra Nord, og skuer lidt op for hastigheden.

Jeg må få det bedste ud af situationen.

 

Jeg finder ankomsttavlen. Kl. er kun 21. Der er stadig to indgående fly. Det er positivt. Det betyder lift-muligheder. Det betyder også, at Freyja kan have taget fejl af ankomsterne, og er på vej herud. Hvis jeg læser rigtigt, er det første fly allerede landet, så jeg skal bare vente nogle minutter så står hun i døren.

 

Jeg sidder og kigger mod indgangen. Imens summer folk forbi på islandsk. Det kilder ikke nogen steder længere, det kradser. Til sidst tynder menneskene ud. Håb er menneskets mest idiotiske egenskab, den blokerer for fornuften. Da min far forlod min mor, troede jeg stadig, jeg ville få jule- og fødselsdagsgaver. En fra min klasse, sagde sågar, at man ville få flere. Jeg fik kun af min mor. Jeg håbede hver eneste år. Først efter fem år tror jeg det gik op for mig, at min far kun snakkede med mig, når situationen tvang ham til det. F.eks. til Farmors 50-års fødselsdag, hvor han gav mig en smøg og sagde, at rigtige mænd røg Cecil, mens farmor stod ude i køkkenet og kiggede på os. Naiv som jeg var, håbede jeg, det var starten på gaveregnen, og som jeg holdt smøgen omsluttet af alle fem fingre, sagde jeg, at jeg hellere ville have den nye Lego-moonbase. Han forklarede, at han jo havde fået nye børn nu med sin nye kæreste, og at ingen har råd til at give alle sine børn julegaver. Det kunne jeg godt forstå. Min mor sagde altid, at hun knap havde råd til mig. At jeg spiste hende ud af huset, med alt det ketchup jeg kunne fortære. Min far havde fået flere børn til hver jul. Med nye kvinder. Kvinder er også dyre i drift, har jeg lært siden.

 

Det sidste par bevæger sig ud af Tax-free. Kvinden har en lille sovende pige på armen. Manden skubber en rullevogn med kufferter foran sig. Der er noget velkendt over ham. Jeg har svært ved at huske navne. Selv på tredje år på den grafiske højskole, kan jeg kun 10 % af folks navne. Han genkender mig dog straks. Det kan jeg se konen også gør.

– Mikkel, siger manden.

– Hahej, får jeg sagt.

– Mikkel for fanden, hvad laver du her?

Det er Mårten, fucking Mårten. Den flinkeste svensker på jorden. Lidt for flink. Ingen ryggrad. Jeg hang ud med ham på min første mislykkede uddannelse på Teknisk Skole. Den hed mediegrafiker, men var i realiteten bare en gruppe drengerøve, der sad og tegnede tegneserier dagen lang for ikke at få bistandskontoret på nakken.

 

– Hey Mårten, siger jeg lettet over at kunne huske hans navn. At kunne hans navn er vigtigt. Han giver mig en næve og vender sig om mod kvinden. – Du kan godt huske Mikkel, hans volumen falder. Hun omfavner barnet med begge arme og kan ikke give hånd: – Ja vi husker godt Mikkel. Det er ikke verdens hjertevarmeste reunion, men det er en reunion. Jeg forstår hende til dels godt. Jeg kan ikke løbe fra, at jeg havde en finger med i spillet dengang, men det var ikke med vilje. Det var sort uheld, at det skulle få så stor indflydelse på deres bryllup som det gjorde. Men gift det blev de jo og her står de så, den lille familie. Havde fuldstændig glemt, at hans kone var Islænding. Endnu mindre, hvad deres efternavn er, så lige lidt havde det hjulpet mig at begynde at søge efter dem i telefonbogen. Det behøver man heller ikke når man er mig, med mine evner!

 

– Hvad laver du her? Han giver slip på vognen. Det frie håndtag aktiverer bremsen og den stopper brat. – Jeg er kommet for at besøge dig? Lyver jeg. Han skæver. Jeg tror konen lægger en lille lort i bukserne. – Det er gas, jeg dasker ham på brystet med bagsiden af hånden: – Jeg skal besøge en pige, men hun er blevet forhindret i at komme. – Ok, siger han med stort å, Svenskere kan godt lære at tale dansk, men deres o´er vil altid lyde lidt som å´er. – Så du er også faldet for de smukkeste kvinder i verden. Han kigger over på sin kone. Hun smiler anstrengt til os uden mine til at ville skjule det. Hun gynger pigen et par gange frem og tilbage:

– skal vi se at få hende hjem i seng.

– Jo, siger han og kigger på mig igen: – jeg har ikke set dig siden. Stilhed et øjeblik: – Ja siden Danmark. Han kunne sagtens have været mere specifik. Sidst vi sås var til dåbsreceptionen. Jeg var ikke inviteret med i kirken, men havde mødt ham i kantinen og han havde inviteret mig sådan mundtligt på stedet med ordene: – du bliver da lige nød til at se den lille ny. Han skubber vognen et par centimeter frem. Så stopper den igen brat:

– Hvor bor din…dame?

 

Konen begynder at gå mod udgangen, mens hun gynger pigen frem og tilbage. Uden at jeg er sikker siger jeg: – Reykjavik.

– Centrum?

– er der andet?

– Du kan da kører med os derind. Så kan du ringe til hende og få hende til at hente dig ved rådhuset. Det er temmelig langt herud!

Konen siger noget på Islandsk ud i luften og går så ud i mørket.

 

Mårtens bil er fuldstændig iset til. Han giver mig en skraber: – Så må du sgu lige arbejde benzinen hjem. Det sidder godt fast, og der skal skrabes til.

– fucking Mikkel. Måden han siger det på, gør mig usikker på om jeg er tilgivet, eller om han mener, det er rart at møde en gammel bekendt. Konen lægger sig på bagsædet. Mårten henter to tæpper i bagagerummet og lægger over hende og barnet. Jeg lader som om jeg skraber imens. Det er rart at være ud af konens synsfelt. Mårten dukker op over tagets kant: – fedt at se dig altså. Han kigger ind i bilen. Et eller andet går op for ham. Han kommer over til mig og visker: – Hun hedder Elin, få det ind et sted som om du kan huske det! Jeg siger det for mig selv et par gange, mens vi skraber bilen fri. Fingrene bliver følelsesløse og da vi endelig får sat os til rette i bilen, glæder det mig, at det ikke er mig, der skal holde om plastikrattet. Det er en pisøse. Noget japansk. Troede amerikanerne brugte deres flådebaser på øen til at holde japanerne ude. Bilen starter i tredje huk.

 

Vi kører et langt stykke i tavshed. Eller menneskelig tavshed. Mårten har rullet vinduet ned fordi varmeanlægget ikke virker og ruden ellers dugger til. Vinduet afgiver en markant hylende lyd. Jeg siger ikke noget, fordi jeg ikke er sikker på, hvad jeg skal sige. Mårten, viser det sig, venter på at kvinderne skal falde i søvn. Han kigger sig over skulderen:

– Så sover englene, man kan se på et menneskes søvn om det er et godt menneske.

– Jeg troede, det var omvendt, at selv onde mennesker ligner engle, når de sover.

– Man skal kigge ordentligt efter.

Han ruller lidt på vinduet igen: – Hvordan sover din pige?

– Længe, siger jeg, forbandet længe, til over middag de to gange vi har sovet sammen. Han ruller vinduet helt op med besvær. – Tror i øvrigt ikke vi skal kalde hende min pige. Jeg bider mig i læben: – Hun har ikke givet lyd fra sig i 2 uger.

– Og alligevel er du taget herover? Han kigger væk fra vejen, hvilket er ubetydeligt, for ruden er allerede dugget helt til igen.

– Det er en lang historie.

– Jeg kan forestille mig grunden, siger han og ruller ned igen, er ved at sige noget, holder igen, men siger så: – Det frygtelige ved kvinder er, at de afvæbner ånden og bevæbner kødet. Han tænker lidt og fortsætter: – Liderlighed kan undergrave en hvilken som helst holdning, en hvilken som helst integritet.

– Hvem siger det?

– Det kan jeg ikke huske.

– En der lige var blevet skilt og måtte afstå huset.

Vi ler til han hoster og ruller op igen.

– Lorte bil.

– Lorte bil!

Jeg kigger om på de to piger i bilen. Utroligt at man kan sove i trækken.

– Jeg er sgu ked af at høre det med pigen. Han lægger sin hånd på mit lår. Jeg fjerner den:

– Gu er du da ej.

– Jo jeg er sgu. Jeg mener det. Glemt er glemt. Han laver noget, der kunne være spejderære: – Jeg har en fantastisk familie, vi har lige været i Sverige med hele balladen og jeg er ved godt humør.

– Jul, spørger jeg?

– Ja. Det er hårdt, når man har to familier, der vil se den lille og bor 4000 km fra hinanden. Men man kan bare mærke det der sus. Kærlighed du ved. Man kan sidde og kigge på sådan et sovende par tøser i timevis.

– Jeg kan se the Matrix-triologien i døgnvis. Det er pga. hendes lædertrikot.

– Mikkel. Jeg har det hele. Jeg er tilfreds.

– Det er jeg også. Hun var bare en fisse. Jeg har det bedst når jeg svømmer i fisse.

– FissekusseMikkel

– Jeg kan bare ikke forestille mig at skulle vågne op til det samme sure fjæs hver morgen. Kan du overhovedet få den op at stå længere? Han kigger om bag i bilen:

– Det kunne være vi skulle tage den her samtale over en øl i stedet, jeg giver en, hvis du giver to!

– Må du det.

– det er jo ikke et diktatur.

– Nej et diktamor.

– De skal bare lige i seng, så kan vi snuppe en enkelt på en café.

Vi kører forbi en kirkegård, hvor kulørte lamper er hængt på hver sten og lyser navnene op som et cirkus. – Det er Disney-kirkegården, siger Morten: – Island er så mørk om vinteren, at den gør de døde deprimerede, hvis ikke vi hænger lamper op.

 

Det viser sig at være godt for min økonomi, at jeg ikke tog en Taxa. Der er meget langt fra lufthavnen ind byen. Vi ruller ind til kantstenen. Deres hus er lille og fladt med limegrøn facade.

– Husejer, impressive!

– Ja, det er ikke svært at låne penge i Island for tiden siger han og gnider to fingre mod hinanden.

– Vil du have en hånd Elín, siger jeg og rækker en hånd ind over tæppet med de to bylte. Elín giver mig modvilligt hånden. Jeg hiver hende op. Hun giver mig datteren et øjeblik. Jeg står med hende som var hun smurt ind i lort. Elín går rundt om bilen og snakker med sin mand. Hans islandsk lyder som en kioskejer taler dansk. Den lille pige slår øjnene op, ren Manga.

– øh, jeg tror hun er vågen. Elín tager hende og forsvinder ind i det lave hus. Mårten giver mig en kuffert: – Vi kan lægge dine ting i redskabsskuret for nu. Jeg tror ikke det er så godt at vi tager det med ind. Det ville sende de forkerte signaler omkring vores planer.

– Hvilke planer?

– Elín tror ikke på vi finder pigen, men jeg kender et par tøser vi kan spørge. Folk på samme alder kender som regel hinanden.

 

Jeg stiller kufferten op af et sort indbygget skab i garderoben. Mårten slæber den største kuffert ned i den anden ende af huset. Jeg tør ikke gå ind, og det gør jeg ret i. Elín kommer pludseligt glidende ud fra et tilstødende værelse som en vampyr på film:’

– Mikkel. Jeg siger kun det her én gang, hvis noget sker med min mand, mens du er her på øen. Hvis han så meget som udveksler blikke med en anden kvinde; Hvis han ødelægger noget; Pludseligt har noget med hjem, som han ikke kan vise mig en bon på; Hvis så meget som et fucking kussehår mangler på hans pik.

Jeg overvejer at irettesætte hende, men holder mig i skindet.

– Jeg mener det Mikkel, lige så længe du er på øen, ikke bare i aften, hvis der sker noget som helst usædvanligt, så finder jeg dig og skærer personligt nosserne af dig. Og jeg vil skide på om du har en finger med i spillet eller ej. Du skylder allerede en nosse. Hun gør ikke den sætning færdig, det er min fortolkning af det sidste ord, hun fortsætter direkte ind i en ny linje: – Din tilstedeværelse alene korrupterer mennesker. Hun viser mig en kniv med et bølget blad: – Min familie klipper 10.000 får om året. Vi kan sagtens ordne dig og få dig til at forsvinde sporløst.

 

Det er en skræmmende tale, ikke kun pga. indholdet, men også fordi den virker så indstuderet. Jeg står klinet op ad væggen, ikke sikker på om talen er færdig, eller om man skal klappe? Hun lader kniven glide ned i baglommen: – Og du spørger ham ikke om du må overnatte, forstår du?

Jeg forstår.

 

Hun går ud i køkkenet. – Norne, tænker jeg. Oldtidskundskab var et af de fag, jeg klarede mig bedst i på egen hånd i gymnasiet. Det er det fag, der handler mest om nøgne kvinder. Mårten kysser sin kone ude i køkkenet. Jeg bør måske slet ikke finde Freyja slår det mig, hvis Elín er Verdande, vil jeg nødigt møde Skuld.

Reklamer
  1. Shit. Sindssygt spændende. Jeg fornemmer, at Mikkel har et skelet i skabet, hvis væsen jeg ikke tør nævne, af frygt for, at det er helt hen i vejret eller latterligt indelysende. Og, at han desuden virker lidt mere underspillet i dette kapitel.
    Jeg ville ønske, projektet tog uger endnu.
    Men det ville du nok ikke.
    XX

  2. Nu taler du jo om Homoeritik på bloggen. hvad er det med Mårtens hånd på låret i bilen der?

  3. Det ved jeg sørme ikke, men han lagde den på gearstangen bagefter, men den linje røg i korrekturen:)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: