skabelsen

K9

Kapitel 9

Jeg overvejer, om et stjålet irsk kaffeglas mon er nok til, at jeg får skåret nogle dele af min krop af? Jeg beslutter, at kællingen er skør, desuden når den slags bagateller vel ikke øen rundt. Mårten insisterede på at vise mig øen. Turde ikke lade ham køre bilen. Han er umulig at bedømme promille på. Så er det mig, der kæmper med ruden. Det ene øjeblik skal den åbnes, fordi bilen dugger til, og det næste skal den lukkes, fordi man fryser sit venstre øre af.

 

-Ja, Mårten peger: -Til højre op ad den der vej.

Vi drejer til højre. Mårten snakker om et helt specielt sight, han skal vise mig: -Du kan godt glæde dig, det er ikke med i nogen af guidebøgerne. Det er forskellen på Mårten og mig. Jeg har aldrig åbnet en guidebog. Han havde hele samlingen af Lonely planet på toilettet, dengang i tiden på mediegrafiker. Nu har konen jo nok fået den ud i redskabsskuret, eller hvor han har fået lov at have pakket sin personlige integritet ned i en flyttekasse. Jeg fanger en fed, hvid kanin med forlygterne på den smalle grusvej, vi kører ind på, og må bremse op. En Scotch-flaske ruller ud under sædet. Den må være røget ud af sidelommen på min rygsæk. Mårten samler den op og råber: -It’s a miracle.

-Måske skulle vi holde lidt igen. Jeg mener, jeg skal jo køre bil.

-Ja, DU skal køre bil, så hygger jeg lidt imens. Han skruer låget af og tager en tår.

-Ok, siger jeg, så skal jeg også have en tår. Jeg tager en tår og holder så flasken med min venstre hånd, mens jeg kører med højre. Det er mit håb, at undulaten glemmer sit forehavende, når den ikke kan se flasken. Snart kan vi dog ikke se noget overhovedet, fordi jeg ikke kan åbne ruden med flasken i hånden. -Er vi der snart, prøver jeg.

-Det er lidt svært at se, min kære doktor, rabler han med britisk accent.

Jeg prøver at rulle med flasken i hånden. Aben får øje på den og stikker halen frem med en gribekrog for enden. Jeg giver ham flasken og ruller ned. Han tager en tår og begynder at tappe på sidepanelet.

 

Mårtens ankel var ikke brækket. En kraftig forstuvning kalder man det vist. Ikke verdens undergang, men heller ikke optimalt, når sidste stop på hans evigt mindeværdige polterabend hed paintball. Han bitchede som en tøs den første kilometer, men så fik vi hældt lidt tequila på ham, og det hjalp. Hans ankel hævede stille og roligt op til en kugle. En af Mons-brødrene spurgte, om vi skulle lave nogle andre hold end efter oprindelsesmodellen. Tyksakken afbrød dem. Det kom ikke på tale. Han var mester i Counterstrike, så nu skulle vi fan’me få. Keith sagde ikke rigtig noget på cykelturen. Det er svært at sige, om han var skuffet over ikke at vinde en slåskamp, eller om han bare var faldet til ro. Langsomt kom stemningen dog tilbage. Det hjalp at tage hul på sprutflaskerne. Til sidst var der faktisk enighed om, at Tai chi var en skidegod sport til at ryste folk sammen. Den blev der grinet ad mange gange. Paintballkampene forløb også fint. Så fint, som det nu kan forløbe, når man giver lammestive mennesker mulighed for at skyde på hinanden. Der opstod hele tiden diskussioner, om hvorvidt man var blevet ramt eller ej. Ikke fordi folk ville være unfair, men fordi man havde så mange blå mærker og toksin i og på huden, at man rent faktisk ikke kunne mærke noget. Mårten humpede, så godt han kunne. Men som i rigtig krig er en halt mand en byrde for både sig selv og sit hold. Derfor kom han på skift på hvert hold. Og som en del af taberholdet, hver eneste runde måtte han troskyldigt bunde en snaps efter hvert heat. Snapsen gjorde underværker for hans fod. Til sidst mærkede han den slet ikke. Man kunne dog godt se den. En tennisbold havde vokset sig ud af hans ankel.

 

-Der, skråler Mårten: -Parker her.

Vi er kørt op på en bakke ad en smal grussti. Femogtyve meter under os går en vej, og bag vejen lyser to huse natten op som et bordel.

-Tjek det ud. Han tager en tår og giver mig flasken. Jeg stiger ud af bilen og stirrer målløs. De to huse ser ud til at være blevet begravet i et vulkanudbrud af dårlig smag. Festlige lysguirlander, kilometervis af kulørte pærer, nisser, julemænd, engle danser rundt om hvert hus. Det venstre hus har en kæmpe kane på taget. En stige går fra kanen til skorstenen. Stigen lyser gult, skorstenen er klistret ind i røde lamper. Foran kanen står tre rensdyr, hvis næser kunne bruges som laserlys til et teknoparty. I haven til højre står en kæmpemæssig pandabjørn med nissehue på. Den danser hånd i hånd med en hel cirkel af små bjørne med nissehuer. I midten af cirklen står Jomfru Maria tronende og kigger vægelsindet på scenariet. Foran hende står en fuldt oplyst vugge, og en projektør lyser op af bylten i krybbespillet. Den lyser op i himlen som uden for diskoteker i provinsen.

-Wauw. Der er ikke andre ord, der dækker.

-Det er sindssygt ikke?

-Meget.

-De er argeste uvenner om hvem, der har Islands største julebelysning.

-Man må kunne se dem fra rummet af, siger jeg: -Kender du dem?

-Det gør alle. Inde til venstre bor Ejnar Bjarnhéðinsson, han er pensioneret guldsmed, har kassen og bliver ved med at købe nye ting nede i byen i samme hastighed, som supermarkedet kan få dem hjem. Til højre bor forfatteren Hallgrímur Helgason. Han havde succes med en bog, der blev filmatiseret, kom til hurtige penge. Han bestiller sine figurer over nettet fra Japan. De er billigere og mere særprægede, har han udtalt i lokalavisen.

-Verdenskendte i Island!

Mårten rækker ud efter flasken igen. Han taber den, men er hurtig og får samlet den op igen, inden noget ryger ud. -Kan du huske dengang i Hundige, hvor Claus havde taget luftpistol med, og vi skød duer? Jeg forstår ikke, hvorfor Mårten kommer i tanke om den historie.

-Jeg har en kaliber 22 salonriffel med kikkertsigte i bagagerummet!

-Jeg er et stort spørgsmålstegn. Han sætter flasken på køleren og går om til bagagerummet: -Vi kørte en hjort ned i Sverige sidste år. Når man har prøvet at slå en hjort ihjel med en skiftenøgle, så får man installeret sådan en her i bilen. Han glider på maven ind i bagagerummet og dukker op med en mørkebrun pose, der godt kunne ligne etuiet til en legetøjstipi. Han smider den foran mig og sætter sig ind i bilen. Af en fuld mand at være er han temmelig organiseret. Jeg løfter posen, den er tung. Bilen ruller baglæns ned ad bakken, så trækker han håndbremsen, og bilen drejer et par meter og skraber sand med sig. Han kommer ud. Har samme blik som 100 meter-løberne til OL, når de kommer i mål. Noget går op for ham, og han vender om. Scotch-flasken er røget af køleren, men han finder den. Han vender tilbage: -Så Mikkel, nu skal vi sgu have lidt sjov i gaden!

 

Endelig vandt Mårten en runde paintball, på trods af sin hævede ankel. Så var det os andre, der skulle drikke. Det morede ham. Han sejlede rundt, og det var ikke sundt for ham at stå stille. Man kunne have spillet fodbold med hans nedre ben. Vi andre var også blevet godt berusede, og der var ikke så mange diskussioner om, hvem der blev ramt, for ingen ramte noget som helst længere. Mårten havde i sin brandert smidt sin pistol efter Keith i stedet for at sige bang. Husets regel var, at var man inden for to meter af de andre, måtte man ikke skyde hinanden. Hvorfor fik vi dog ikke noget at vide om. Keith havde sagt: -Ellers ryger kuglerne lige igennem jer som laser. Keith var også blevet lidt mopset over at få et metalhylster i hovedet, men i vores tilstand blev alt vendt til komik på sekunder. Dommeren, der havde siddet i skudsikker afstand i en glasboks oppe under halvtaget, kom ned og råbte os an. -Ja, nu er det jo en polterabend, har jeg ladet mig fortælle. Så plejer vi gerne at slutte med noget, vi kalder skydeteltet. Han havde et bamsekostume liggende over armen og rækker det ud: -Hvem er den heldige? Vi skubber til Mårten. Han bliver iklædt bamsekostumet, og vi bliver forklaret reglerne: At om et øjeblik vil han uden selv at have en pistol få lov at løbe ind på banen med et fem sekunders forspring, og så vil vi få lov til at skyde vores sidste kugler af på ham. Alle lo højt ved tanken om en sagesløs Bjørn, der skulle pløkkes ned. Jeg var selv henrykt over, at denne udenforstående endelig fik lavet en situation, hvor Mårten skulle klare en manddomsprøve. I mine øjne er det det, en polterabend går ud på. Et ritual, hvor drengen skal bestå manddomsprøven, før han som en rigtig mand kan gå ind i ægteskabet som en ligeværdig kombattant. Kvinden har været voksen, siden hun var 15, så en smule hår på bollerne vil ikke skade en gom. Dommeren råbte go. Mårten humpede af sted, men nåede ikke ret langt, førend dommeren råbte nu, og vi som en vild bande indfødte hamrede aftrækkerne i bund og løb hen imod ham. Han faldt om efter kun 20 meter, og salver af farvelade haglede ned over ham. Da han endnu ikke havde givet tegn til at give op eller at have fået nok løb, knaldede vi fortsat løb på hans bagside. På to sekunder var Keith og jeg nået hen til ham, og i frådende vildskab tømte vi vores magasiner ned i ryggen på ham. Vi var måske kommet inden for to meter-radiussen, men manden skulle trygle om nåde, hvis han skulle slippe. BS gav jo heller ikke op på Bubber. Keiths pistol begyndte at sprutte luft, og i irritation over ikke længere at kunne være med, smed han pistolen efter ham. I samme øjeblik kom dommeren løbende og råbte: -Så stop dog, psykopater. Tyksakken stod et par meter derfra og sænkede sin pistol. Han havde de grønne kugler, og jeg havde en grøn stribe ned ad mit venstre ben. Jeg havde intet bemærket. Keith samlede sin pistol op og sagde Mårtens navn. Dommeren kom til: -Jeg tror, I har ramt ham. Mons 1 havde sat sig på hug og vendte Mårten rundt. Hans ansigt var smurt ind i bræk, og han var helt livløs.

 

-Volltreffer, weee!

Mårten jubler. Hans første skud har lige slukket en af de store guirlander. Han ruller rundt på ryggen: -Jeg har savnet jer, siger han.

-Nå, siger jeg. Jeg vil som ofte helst ikke snakke om fortiden. Fortiden er fuld af dumheder begået af et jeg, der ikke vidste bedre, så hvorfor tale mere om det.

-Fuck mand, dengang til RUC-festen, hvor Claus fór vild på sin lortemedicin, og han var endt i Kalundborg på et herberg. Den tur er der ingen, der glemmer. Keith tog kvælertag på en kørende taxachauffør, så vi måtte gå til Roskilde. Claus havde fået noget ny medicin, og det viste sig at være lidt for godt.

–Men du har det da som en fisk i vandet her? Måske ikke den mest velvalgte metafor til en mand fra fastlandet, der er endt på en ø. Han tog en tår og skubbede flasken over til mig.

-Den er tom.

-Nå for ’elvede, det var ikke godt. Så tag riflen.

Han svinger kolben over til mig: -Se, om du kan ramme en af de små pærer, så hele lortet går ud.

Egentlig burde jeg jo putte mand og gevær i seng på bagsædet og gå hjem.

Omvendt så han ud til virkelig at more sig. Jeg ville ikke kunne tilgive mig selv, hvis han gik hjem og kedede sig ihjel pga. mig, tænker jeg. Desuden er set-up’et for perfekt til ikke at tage del i. Det bliver en fantastisk historie at fortælle drengene derhjemme. For god til at være sand, så at sige. Jeg tager sigte. Kan slet ikke holde løbet stille. Det glider i skrå linjer ned over huset til højre. -Jeg sigtede lidt over, for at ramme, siger Mikkel og triller om på maven og lægger hænderne til øjnene, som havde han en kikkert. Plaf. En af nisserne forrest i haven går ud, hvilket ærgrer mig en del, da jeg sigtede oppe på taget. -Hvad sigtede du efter? siger Mårten

-Hvad tror du.

-Ok, min tur. Han ruller over til mig og ruller en runde med geværet, ender med at ligge på ryggen og sigte på hovedet. Han ruller dog tilbage: -Wow, puke alert! Han skyder. Intet går ud: -Fuck, igen. Han skyder, og bagdelen på kanen går ud. Han hyler af grin. – Ha ha ha, han er sådan en opblæst nar. Det går op for mig, at Mårten kender ejeren. -Hvad så, er det blodhævn eller hvordan? Mårten triller igen over til mig: – Nej, nej, manden er bare en smart ass, jeg hader smart asses. Vi hjælper bare guldsmeden til et forspring.

-Ok, siger jeg, jeg er lidt tirret over, at jeg kunne ramme så meget ved siden af: -Stik mig gøben.

-Sig hvad du rammer, på forhånd.

-Ok, på døren hænger en krans med et lys, kan du se den?

-Jeg ser den.

Plaf. Jomfru Maria splintrer i tusind stykker, og den store pandabjørn går ud. Jeg venter på hånen, men Mårten ligger bare med åben mund. Langt nede fra struben kommer en dyb røst frem, der lyder, som når et barn lige har set en mand slå igennem en mur med en knytnæve første gang. : -Fuuuck, hvor så det fedt ud, hit med riflen.

Jeg vil gerne af med den. Jeg er til grin med det kikkertsigte: -Den må være indstillet til venstre øje, siger jeg. Mårtens tunge stikker ud af siden på munden.: -Lyset på døren, siger han og trækker af. Ruden i døren splintrer med en klirrende lyd. : -Fuuuuuuuuuck, siger han, så du det. Han har åben mund og polypper. Jeg kan heller ikke lade være med at tabe munden. Lyset bliver tændt inde i huset. Man skal sidde og kigge meget intensivt på huset for at opdage det. Så kommer en mand farende ud i slåbrok. Han får øje på den splintrede helgen og bliver helt rød i hovedet, eller også er det, fordi han står ud for nisserne. Han begynder at råbe, og vi kravler lidt baglæns. Manden råber eder og forbandelser på islandsk, men det er ikke op mod os, det er over mod nabohuset. -Han tror sgu, det er Ejnar! Shit, hvor er det sjovt, gnækker Mårten. Vi ligger helt flade og lytter. Lidt efter åbner vinduet ovre hos Ejnar, som også råber.

 

Jeg ved ikke, hvorfor det skal være lige der. Et tidspunkt er vel lige så godt som et andet. : -Jeg vil sgu gerne undskylde for det med dit bryllup! Morten vender hovedet over mod mig i sneen. Mit øre får en smule sne ind, da jeg løfter hovedet. Mårten blev gift i rullestol. På skadestuen gav de ham en udpumpning, og mens han var bevidstløs, konstaterede lægerne både en brækket ankel og læsioner på rygraden. Faktisk var hans ryg så blå og sort, at han kunne være blevet gift uden jakke til sine mørke bukser. Elin havde været rasende, men vi fik lov at sidde bagest i kirken. Dolph skubbede ham op til alteret. Et eller andet sted mellem alle smerteudbruddene, når han kom til at læne sig tilbage i stolen, fik han sagt ja. Ja til Elin og farvel til os andre. : -Det gør ikke noget, siger manden, så sneen bliver pustet væk omkring munden. Den mand er alt for flink. : -Jeg har tilgivet jer for længst, det var min egen skyld, jeg skulle have sagt nej til sprutten. Alt for fucking flink og uden rygrad. Mændene råber stadig dernede. Ejnar er også kommet ud i haven, og de står og spytter hen over stengærdet. En tåre falder i sneen foran mig. Den bliver til krystal i samme sekund, den lander. Jeg ligger sgu og tuder. Hvornår har jeg sidst tudet. Plaf, lyder det. Jeg kigger op. Mårten ligger på ryggen og har skudt liggende omvendt. Nede i haven hyler den ene mand op. Den anden er i gang med at forcere gærdet. Hallgrímur Helgason ligger i sneen, hans røv har fået en fin rød nissehue på i sneen. : -Du har skudt ham for helvede. Jeg kigger over på Mårten. Hans hoved hviler på klippen med geværet hen over maven. Han snorker.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: