skabelsen

Prolog

Ovenstående Youtube-video indeholder et sammendrag af et interview i Kulturnyt på P2. Prologen blev skrevet live i programmet, hvilket var første del af det interaktive islæt i romanen, i det radioværten fik lov til at vælge den første beskrivelse, der skulle indarbejdes i romanen. 

 

 

 

Prolog:

 

Tungen stikker en føler frem mod fortænderne. I chok krøller den sig sammen. Mundhulen føles som havde den huset en tot vat natten over. Han åbner øjnene. Gisper efter vejret som en kat, der vil hoste en hårbold op samtidig med den skal tage luft ind. Smasker så lidt med lapperne for at presse lidt væde ud af den kolde morgenluft. Da tungen har stillet sig tilfreds giver, den sanserne videre til øjnene, der hurtigt kommer i aktion. Få centimeter fra hans ansigt ligger en pige. Hendes ansigt vækker ikke genkendelse. Det selv om blussende røde kinder på hvid hud ikke er ham en sjælden ledsager.

 

Han fokuserer på hendes næsebor. De er så smalle at han får lyst til at mærke efter om hun overhovedet trækker vejret. En hæs lyd fra struben signalerer dog at hun også er en overlever. Hendes ånde er ikke dissideret dårlig. Har de mon drukket vodka. Han ruller om på ryggen og kigger op i et hvidtet bræddeloft. Ikke hans eget soveværelse. Sænkede lofter er ulovlige i københavnerlejligheder. Han stirrer gennem brædderne og prøver at huske. Intet. En indskydelse får ham til at kigge ned under dynen. Han er nøgen. Dernæst over på pigen. Hun er rødhåret. Det er nok til at berolige ham for nu.

 

Han sætter sig op. Kulden stikker på skuldrene, der må være et vindue på klem et sted. Lyset i rummet er gustent pga. et orange rullegardin, hvis omridt danner et stort hvidt u på den modsatte væg. – Værelset er solvendt, tænker han: – Det er dårlig arkitektur, når et soveværelse får sol tidligt om morgenen. Hvis det da er morgen? Hans eget soveværelse er mørkt som en kælder helt op til midt på dagen. Hans venstre fod sniger sig ud under dynen og tager temperaturen af gulvet. Iskoldt bart plankegulv. Endnu en designfadæse. Soveværelser skal have pelsagtige tæpper så man undgår iskolde fødder om natten når man tvinges op af blæren. Han kigger efter sine underbukser. De er ikke nogen steder at finde. Han kigger på pigen igen og bedømmer hende til at være gammel nok til at bo for sig selv, mindst treogtyve? Desuden står døren på klem ud til gangen og han har endnu ikke registret andre lyde end pigens åndedræt. Han tager chancen og lister ud på gangen i ingenting.

 

Han kommer ud i en gang. Den har stenbelægning. Ikke et godt tegn. Det er der ikke mange lejligheder der har. Er han overhovedet i en lejlighed? Væggene er beklædt med brun hessian. Hvornår har han sidst set det? Juletræstæpper på væggene hører til syd for ækvator. Måske skulle han alligevel finde sine underbusker. Nej fuck det. Som om han ikke har prøvet det der var værre. F.eks. dengang han lavede en bundsolid Trainspotting: Samlede en pige op gennem de naturlige bånd, der kommer i et coke-fællesskab, hvor man lige har været glad giver, og så vågne op og finde skoleportrætter af hende i entréen. Dengang nåede han kun at se en mor gennem køkkendøren, førend han var smuttet ud af hoveddøren, i øvrigt iført et par dametræsko, der var to numre for små.

Her er ikke nogen billeder på væggene. Det eneste, der er at bemærke, er en rislampe i loftet, gullig som kun klamme rygerhjem kan producere dem. Øllene, eller hvad fanden han nu har drukket, trænger sig pludseligt på og han vælger resolut den ene af to døre, der udgør enden på denne ende af gangen.

 

Han træder ind på et badeværelse, der både byder på gode og dårlige nyheder. Den gode først. Der ligger to store øer af plys. Den ene er placeret foran det grønne toilet – det grønne toilet – rart at kunne pisse med lune fødder. De dårlige er, at til dels er badeværelset så stort, at det umuligt kan være en lejlighed. Er han endt med en forstadspige fra Birkerød monstro? Han læner sig hen over kummen med underkroppen og lader en tyk stråle bruse ned i kummen som et afrikansk vandfald. Den anden dårlige nyhed er interiøret. Væggene er grønne, toilettet er grønt, håndvasken er grøn, bloody fucking bidetet er grønt. De fire klinker i ansigtshøjde foran ham er grønne, men samler sig via brune stencilstriber til et billede af en dunhammer, der svajer i vinden ved en sø, hvor to fugle i baggrunden ser ud til at forsøgt at stikke af fra dette forfærdelige hjem. To spørgsmål melder sig: Har han kneppet denne kvinde og kan dårlig smag smitte vaginalt?

 

Til højre fra ham over den grønne vask hænger overraskende ikke et grønt, men et hvidt plastikskab med spejlfront. Det kan åbnes, så han kan se sig selv, imens han pisser og det falder ham naturligt at gøre. Det blonde hår ligger som det skal i en lige bølge fra panden og ned til et par centimeter under ørerne, klæbet til hovedbunden. Når man køber voks til 300 kroner dåsen, er det fordi man ikke ønsker nogensinde at se morgenhår igen. Som han klemmer de sidste dråber ud af pikken laver hans mundvig en autonom grimasse, der følger en særdeles tiltrængt urinering. I dette øjeblik tænker han pludseligt på, at han godt kan se, hvorfor nogle tøser engang råbte, om ikke han var Nik fra Nik & Jay efter ham på Strøget. Han lukker spejlet og øjner badekaret i dets refleksion. Han smider pikken op i håndvasken og lader vandet skylle ned over den uden at røre den med fingrene. Så går han med den strittende forrest som en kompasnål over og gnupper den et par gange op af et håndklæde, der hænger under en lille plade med ordet Gæst indgraveret. Derpå kravler han ned i badekarret. Det er en gammel vane. Når man har drukket så meget, at man har kvalme, når man vågner, kan man finde lindring i koldt porcelæn. Baller og ryg vågner, bliver mindet om at de findes og huden erindrer at den er fyldt med sanseapparatur. Et køligt badekar er kroppens kickstarter på dage som den her.

 

Han samler den ene plysmåtte op fra gulvet og vikler den rundt om fødderne. Han hader kolde tær. Kolde tær er utryghed. Han ligger og lytter. Et badekar er en tragt, der suger et hus lyde til sig. Man kan overskue et helt liv fra et badekar, det er derfor de er så eksklusive i storbyer. Dem der har plads til badekar har styr på deres lort. Alle vi andre brusehoveder, vi har bare for travlt. Hans ører opfanger en lyd. Der kører en motor et sted. En let snurrende motor.

 

Han tager fat om en hylde og hiver sig op. Der ligger små sæber i neonfarver. Det er et hæsligt rum. Han snupper et håndklæde på krogen bag på døren og skynder sig ud på gangen igen. Nu med et lændeklæde, der vil give ham en smule selvtillid, hvis han støder ind i nogen. Motivet er en blå badmintonsketcher og en rød fjerbold. Håndklæder skal ikke have motiver, tænker han, de skal være ensfarvede og tilpasses et badeværelses farveskala. Det slår ham, at han som grafisk designer egentlig er ret konservativ, når det kommer til spraglede elementer i hjemmet, at det hænger sammen med studietidens store hjernevaskprogram – minimalismen.

 

Gangen ender i et garderobeskab og en dør, der står på klem. Han puffer den åben med den arm, der ikke holder håndklædet. En ram dunst af alkohol og sved hilser ham velkommen og han træder lige ind i et Biva-center. Et Biva-center på frontlinjen mellem Nazityskland og Rusland. Foran ham flimrer firs kvadratmeter stue imellem aflange solstråler fra to enorme persienner, der får liv af et vindue på klem. Det fjerneste hjørne er stoppet med voluminøse flydere i sort læder, der ligner de står i klem så ikke væggen fra køkkenet skal klappe i som en affaldskværn. Et sofabord med marmorplade danner centrum for den sammenpressede krog. En marmorplade, Herre Jemini? Foran ham ved døren danner et lysebrunt laminatstuebord et borgerligt værn, et borgværn mod indtrængere. Aluminiumstolene omkring det fungerer som lanser. Borggården mellem disse to møbelvolde er beklædt med et gulvtæppe, der i farve er ubestemmelig, fordi alle farver indgår. Tilfældigt strøede pixels som layer-baggrund for slagsmarksscenariets sidste brikker. En snes ubevægelige kroppe, der ligger hulter til bulter, sovende i ubekvemme stillinger. En dominobane af snapsglas pryder vindueskarmen og fortæller beskueren, at her er man på picnic med døden, at her er man blevet overrasket midt i et eventyrligt leben af en pludselig Tornerosisk dvale. At det eneste, der holder dem i live i disse minutter, er en fedladen fyr i den ene læderstol, hvis snorken fungerer som en pacemaker af lyd. Han er en redningsmand i mere end en forstand, for også hans Hawaii goes Texas-tøjvalg spejlet i resten af selskabets ligegyldige slackerrober, gør det klart for en stilbevidst, at holdt denne mand inde med at være sig selv, ville alle i rummet sove ind af kedsomhed. Han lader håndklædet falde til jorden. Den eneste ved bevidsthed må have visse friheder. På skænken ved døren tager han en uåbnet pepsi med og går tilbage til soveværelset. Den rødhårede pige sover stadig. Måske lyden af en cola, der åbner kan hjælpe til at få opklaret, det vigtigste af alle hans spørgsmål: Om det var god sex?

 

Han holder flasken helt hen til hende. Sproisj!, siger det og små perler rammer hendes røde kinder. Hun slår øjnene op. Han griner sit grin, det der både skal signalere sjov og venlig på én gang. Hun kigger sig omkring, ser forvirret ud men smiler så et øjeblik tilbage: – Hvad griner du af?

– Nå, bare at det virkede.

– At Hva´ virkede?

– Mit cola som lugtesalt trick.

– Adw, har du sprøjtet cola på mig? Hendes arm kommer til syne fra dynens dyb og hun tørrer sig manisk i ansigtet. – Det var lige hvad jeg kunne finde, svarer han. Det overrasker hende at mærke hud mod hud som hun tørrer sig, hendes øjne kører ned af armen til dynekanten og hun løfter så op i dynen og udbryder: – Hvor er mit tøj? Han nikker selvtilfreds. Hun kigger ham lige i øjnene: – Har vi?  Han bliver i tvivl om hvad han skal svare, men siger så: – det vil jeg da tro, jeg er også nøgen. Han løfter sig op på håndfladerne, så hun kan se hans nøgne krop. Men hun er tilsyneladende ikke så tiltrukket af den for hun forsvinder ned under dynen i en slipstrøm af muflede: – No, no, no, no, no. Dynen former et skildpaddeskjold og sekundet efter dukker hun op nede i fodenden. Hun kigger under sengen. Hendes lange røde hår er i vejen og det bliver kastet tilbage over dynen med stor kraft, men glider ned igen. Han tænker højt: – Det må have været godt siden vi ikke kan huske noget.

– Hvad fanden mener du med det.

– Ligesom i film, hvis man ikke kan huske musikken, så var det fordi den var god.

– Ja eller også var det frygteligt elendigt og vi har projiceret det bort, svarer hun og fortsætter som om den forrige replik ikke betød noget overhovedet: – Hvor fanden har du gjort af mit tøj?

Han læner sig op af sengegavlen i den anden ende. Lægger en pude over sit nøgne skridt: – Jeg ved sgu da ikke, hvor du har gjort af dit tøj, du har måske lagt det pænt sammen i dit skab, fordi du er sådan en uptight strigle! Hun vender sig om og sætter sig op med elegant lethed. Han forestiller sig hun pakker nogle fantastiske mavemuskler. Hun retter dynen til foroven: – En strigle? Og hvad er du så? En voldtægtsmand, der putter noget i ens drink og slæber en med hjem til en gang daterape?

– Hvad fanden snakker du om, vi er sgu da ikke hos mig, vi er hos dig!

– Hos mig? For jeg er jo bare helt vild med fodboldplakater på væggen og går med slips. Han følger hendes finger, der peger ned i det fjerneste hjørne er rummet, hvor et garderobeskab fylder op fra gulv til loft. Han har overhovedet ikke bemærket det hjørne. Ganske rigtigt hænger der på lågen en Arsenal-plakat, hvor en spiller han ikke kender navnet på sætter en kattepote på bolden ved højre målstolpe. Til højre for stolpen har et slips sneget sig ud af skabsåbningen og ind bag plakaten:

– Det er sgu heller ikke mit hjem, jeg er FCK´er.

– Det er bare for meget det her, siger hun, det sidste jeg husker er at jeg var til fest i Gug hos Mette, kender du Mette?

– Gug som er en forkortelse for hvad?

– Gug som er en forkortelse for GUG, 10 minutter med bussen fra centrum…

– Hvorfra? Udbryder han, nu med en smule knækket stemme.

– Ålborg sgu da

– Ålborg, sprutter han, det sidste jeg husker er at vi er hos Michael og skal på Boltens gård.

– Til bondebal?

– Nej sgu da, Boltens ved Kongens Nytorv. Han kigger på hende som om hun burde vide, hvor det er, men tilføjer: I København, hvorfor tror du jeg er FCK´er.

Hun hopper op og står et øjeblik og får styr på dynen: – jeg ved sgu da ikke en skid om fodbold. Så begynder hun at hoppe som en kænguru over mod vinduet. Han fatter hende og springer selv over til vinduet med puden i skridtet. Rullegardinet svirper op med et brag.

Det er højlys dag og et øjeblik blændes de. De kigger ud på en stor græsplæne, der danner et hav mellem huset og et skovbryn med to graner og en snes almindelige træer, bøg og hvad fanden de nu hedder alle sammen. En trampolin danner en ø midt i det grønne hav og i horisonten kan de skimte en rundekørsel flankeret af en Q8-tankstation. Hun hopper akavet over mod skabet: – Ok hvem du end er, jeg låner dit tøj og smutter ok! Han samler den anden dyne op og vikler om sig, rystet over udsigten, der ikke havde et eneste skær af genkendelse. Han kommer ud af trancen da han får et glimt af et par perfekte bryster som hun skifter fra dyne til en hættetrøje. Hun tager et par sejlersko ud. De har læderklunker på snuden og hun ryster et øjeblik på hovedet og kigger over på ham. – Det er for helvede ikke mit. Hun glider i dem uden at bekymre sig om sokker. Bukserne er nogle joggingbukser, marineblå. Hun tager et par skridt mod døren, men stopper så og kigger på ham som han sidder der uden mine til at foretage sig noget. – Jamen så farvel, siger hun og går over til døren. – Hey, udbryder han: – Var det godt tror du?

Hun forsvinder ud af døren men efterlader sætningen: – Så vidt jeg ved, er jeg stadig jomfru, med faldende lysstyrke ude fra hessiangangen. Lidt efter smækkede en dør et sted og huset ryster en smule.

 

– Sådan starter min knald-roman altså – med et knald, der har fundet sted, men ikke findes i erindringen

                                                           eller som findes i erindringen om et knald, men ikke har fundet sted.

 

Reklamer
  1. Jeg læste om projektet i MetroExpress og var på biblioteket i dag for at se dig og læste brudstykker af romanen. Min interesse er vakt og jeg ELSKER adjektivet “Tornerosisk” og verbet “at mufle”!
    Dit sprog er for lækkert og jeg vil straks læse videre.
    XX Thea, rødhåret, sortklædt, i selskab med veninde med stor guldsløjfe; du råbte efter os og vi svarede.

  2. Ja, det undskylder jeg straks. Jeg råber altid af folk med guldsløjfer. Det er en defekt:) Om lidt følger kapitel 7, wee! fortsat god læsning.

  3. Ingen undskyldninger, tak, det var ret sjovt. Jeg fik et chok. Og det er jo altid underholdende.
    Var ellers driblet i seng, men nu vil jeg da liiige vente i spænding. Skriv godt og bliv nu ikke ALT for vanvittig. Overdrevent vanvid er sindsstemningernes Grand Mama Guldsløjfe.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: